Plastindustrien ser frem mod et travlt efterår

Netværksdagen 2022.

Efter en begivenhedsrig sommer ser sekretariatet i Plastindustrien nu frem mod efterårets mange arrangementer.

Del:

Sommeren er ikke slut endnu. Men det er sommerferien så småt for de fleste. Det gælder blandt andet i Plastindustriens sekretariat, hvor vi nu begynder at rette opmærksomheden mod efterårskalenderen og de mange forskellige arrangementer, der er i vente.

Denne sommer har især været præget af arbejdet med Plastic Pavilion-udstillingen i København. Før sommerferien blev hele pavillonen pakket ned i en container, så den vil kunne stilles op igen ved en anden lejlighed.

Den virtuelle produktudstilling er fortsat tilgængelig på hjemmesiden https://www.plasticpavilion.com/exhibition.

Fødselsdagsreception

13. september markerer Plastindustrien hele to runde fødselsdage ved en reception i Industriens Hus.

Anledningen er, at økonomikoordinator Anne Louise Moltrup fylder 60 år, og Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup fylder 50 år. Receptionen holdes i kantinen i Industriens Hus, og af hensyn til forplejning anbefales det at tilmelde sig arrangementet.

Læs mere her: https://plast.dk/arrangementer/foedselsdagsreception-for-anne-louise-moltrup-og-thomas-drustrup/

Ny konference om livscyklusanalyser

Plastindustrien har længe arbejdet målrettet med at hjælpe medlemmer på vej med bedre data om plastens miljøaftryk. Som noget helt nyt arrangerer brancheorganisationen til efteråret den første konference om LCA og plast. Det foregår d. 28. september på Hotel Faaborg Fjord. I skrivende stund er der kun ganske få ledige pladser tilbage på konferencen.

Du kan tilmelde dig arrangementet hér: https://plast.dk/2023/07/plastindustrien-inviterer-til-konference-om-lca-og-plast/

Plastic Engineering Day rykker til Odense

For første gang afholdes Plastic Engineering Day på SDU i Odense. Det sker tirsdag d. 24. oktober. Medlemmer af Plastindustrien kan tilmelde sig arrangementet som udstillere. Formålet med dagen er at give ingeniørstuderende og andre interesserede et kendskab til karrieremulighederne inden for plastens verden.

Læs mere om arrangementet hér: https://plast.dk/2023/08/her-er-programmet-for-plastic-engineering-day-2023/

Netværksdagen på Hindsgavl Slot

Traditionen tro afholder Plastindustrien netværksdag på Hindsgavl Slot. I år finder netværksdagen sted torsdag d. 23. november. I løbet af de kommende måneder, vil Plastindustrien udsende mere information om dagens program.