Aarhus Kommune og Plastindustrien klar med ny indkøbsvejledning

En ny vejledning fra Aarhus Kommune og Plastindustrien skal hjælpe andre offentlige og private indkøbere med at træffe de bedste og mest bæredygtige valg på plastområdet.

Del:

Hvordan sikrer vi en bedre og mere miljø- og klimamæssig korrekt efterspørgsel på plast?

Det var det centrale spørgsmål, som har fået Aarhus Kommune til at ‘oversætte’ kommunens plaststrategi til en vejledning, som gerne skal, hvordan man kan foretage de mest bæredygtige valg på plastområdet i forbindelse med indkøb eller udbud.

Vejledningen er blevet til i et samarbejde mellem Plastindustrien og Aarhus Kommunes Plaststrategi og har fået titlen “Plastvalg med cirkulær tilgang – mindre forbrug og mindre affald”.

Plastvalg med cirkulær tilgang

Vejledningen fungerer som et opslagsværktøj med information og fakta om cirkulær økonomi, genanvendelse, plasttyper, produkteksempler og affaldstyper.

Den er lavet til alle dem, der køber eller udbyder produkter, der indeholder plast samt dem, der tager ansvar for cirkulært indkøb ved at genanvende ressourcerne og skabe mindre forbrug og mindre affald.

Første version udkom i starten af 2021, og nu har Aarhus Kommune og Plastindustrien arbejdet videre med indholdet i denne reviderede udgave.

– Vejledningen er et konkret og brugbart værktøj, som skal sikre mere bæredygtige indkøb. Der er f.eks. store CO2-besparelser at hente, hvis flere vælger produkter, der indeholder genanvendt plast, og som kan indgå i en cirkulær økonomi. Jeg håber, at mange finder vejledningen nyttig, så det bliver nemmere at træffe grønne faglige valg i praksis, fortæller miljøpolitisk chef Christina Busk, som har bidraget til vejledningen.

DOWNLOAD: Vejledning: Plastvalg med cirkulær tilgang – mindre forbrug og mindre affald