Plastindustrien afsluttede en travl forårssæson på Folkemødet

Plastindustriens quiztelt i Allinge, debat på skonnerten 'Freja' og hos ATV.

Plastindustriens sekretariatet deltog igen i år på Folkemødet på Bornholm i paneldebatter og med foreningens egen plastquiz.

Del:

Alle pladser var besat i teltet på Allinge Havn, da Plastindustrien skød ’Hvad ved du egentlig om plast?’-quizzen i gang på årets folkemøde. Fire yngre politikere fra SF, VU, KU og Ungeklimarådet dystede på paratviden om plasttyper og -produkter. Til at styre løjerne og balancere fakta med underholdning og anekdoter var satirikeren Huxi Bach, der kunne fortælle, at han skam udmærket kender plastbranchen; hans faster har arbejdet en årrække på Aage Vestergaard Larsen A/S, som han selv har besøgt flere gange.

Det blev til en underholdende time i teltet ved siden af Allinge Røgeri på Folkemødets dag to, hvor det fremmødte publikum grinede og quizzede med fra de tætpakkede rækker, mens de unge politikere dystede på viden om, hvornår Rawlplugs og Margretheskålen så dagens lys, at det forstørrede billede forestillede en legetøjsscooter, hvad EU’s mål er for genanvendelse af plast, samt hvilke plastprodukter der materialemæssigt skilte sig ud fra de andre.

Vigtig debat om emballage og madspild

Plastindustriens udsendte sekretariat deltog på Folkemødet desuden i debatter både som paneldeltagere og som aktive tilhørere og stillede spørgsmål til sagens kerne.

Miljøpolitisk chef Christina Busk var inviteret til debat hos ngo’en Plastic Change på skonnerten ’Freja’ om den tilbagevendende diskussion om, hvorvidt emballage reducerer madspild. Også den grønne tænketank Concito, REMA 1000 og kvinden bag Stop Spild af Mad, Selina Juul, var med på dækket.

– Det er en vigtig debat, der indimellem kører lidt skævt i mangel på fakta eller unøjagtige konklusioner, resultaterne bliver ofte substitution til emballager i andre materialer, hvilket ikke nødvendigvis er godt for hverken klimaet eller miljøet samlet set, siger Christina Busk.

Derfor er det afgørende, at Plastindustrien er til stede og tager debatten, så faktuelt forkerte udmeldinger og skævvridende politiske budskaber ikke stjæler dagsordenen.

Der er debatter om alt på Folkemødet

Sent fredag eftermiddag deltog Plastindustrien i endnu en paneldebat om fremtidens bæredygtige produktion. Det foregik hos Akademiet for Tekniske Videnskaber, der desuden havde inviteret Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer, og Thomas Hoffmann-Bang fra Industriens Fond.

– Konsulenthuset Viegand Maagøe modererede debatten på baggrund en analyse om energiforbrug i forskellige brancher og stillede spørgsmålet; om fokus for ensidigt ligger på CO2-udledning. Det er en meget teknisk debat, men afsindig vigtig og helt afgørende at tage den i det forum, siger Christina Busk, der var blandt paneldeltagerne.

Folkemødet på Bornholm giver foruden godt to et halv tusind vidt forskellige debatter under næsten åben himmel, fest og underholdning samtidig mulighed for at holde liv i gamle kontakter og etablere nye til alt fra myndigheder, andre brancher, ngo’er og journalister. Årets folkemøde i Allinge bød foruden debatter om plast på alt fra partiledertaler til ungdomspolitikkernes DM i debat i Politikens gårdhave (vinderen blev den liberale Simon Fendinge Olsen) og en debat med verdens første jødisk-muslimske motorcykelklub.