Plus Pack A/S: “Vores vision er at kunne levere 100% genanvendelige løsninger uden CO2-udslip”

Group Sustainability Manager i Plus Pack, Ksenija Garbacenka

Plus Pack har en vision om at fremstille 100% genanvendelige løsninger, der ikke belaster klimaet. Det fortæller virksomheden om i en ny casefilm, som er en del af ‘Realistisk om plast’-kampagnen.

Del:

Virksomheden Plus Pack A/S har siden 1914 fremstillet aluminium- og plastemballage til fødevareindustrien. For 11 år siden satte Plus Pack en målsætning om at kunne levere 100% genanvendelige løsninger uden at belaste klimaet.

Det skal bl.a. ske gennem innovativ design, samarbejdsprojekter på tværs af landegrænser og en generel fokus på øget genanvendelighed.

Som en del af ‘Realistisk om plast’-kampagnen medvirker Ksenija Garbacenka, Group Sustainability Manager i Plus Pack, i en casefilm, hvor hun siger:

– Fra Plus Pack side engagerer vi os i større internationale, men også nationale projekter, hvor vi bidrager med viden samtidig med, at vi tager et skridt nærmere en cirkulær økonomi. Vores nylancerede produktserie ‘Bistro Warm PP clear’ er designet til genanvendelse, samtidig med, at vi hverken er gået på kompromis med kvalitet eller fødevaresikkerhed. Når vi bruger klart monomateriale, bliver det nemmere at få det genanvendt.

Hun fortsætter:

– Som forbrugere skal vi kunne sortere plast i de rigtige typer, derefter skal plasten samles ind og køres til genanvendelse. På den måde kan virksomheder, som her hos Plus Pack, tage materialet tilbage og bruge i produktion af nye produkter. Det kræver, at vi ser kritisk på de allerede etablerede systemer i verden.

Designguide er et vigtigt værktøj til produktudvikling

Plus Pack er en af partnerne bag udviklingen af Plastindustriens designguide, der kan anvendes som et opslagsværk over hvilke beslutninger og overvejelser man skal holde for øje, når man udvikler nye emballager, som skal kunne genanvendes.

– Hos Plus Pack er vi stolte af at have været med til at udvikle designguiden, og det er et vigtigt værktøj for os når vi udvikler nye produkter. Samtidig er det en klar og praktisk ramme for de beslutninger der skal træffes hvis man skal vælge en ny forretningsmodel, for eksempel genbrug eller genanvendelse, fortæller Ksenija Garbacenka.

Medlemmer af Plastindustrien kan få adgang til at downloade alle film, animationer, præsentationer og grafikker fra kampagnen via den digitale indholdshub, som du kan bruge i din egen eller i din virksomheds kommunikation.

Kontakt kommunikationskonsulent Christine Hoeg Hanson på chh@plast.dk for at få adgang.