Blød PVC er et af de mest anvendte plastmaterialer i verden. En ny rapport fra Rambøll viser potentialet for genanvendelse af blød PVC og understreger behovet for at gentænke den danske PVC-politik.
PVC – også kendt som vinyl – er et af de mest anvendte plastmaterialer i verden og bruges til at fremstille produkter inden for klimaberedskab, byggeri, sundhedsvæsen, industri, transport, kunst og kultur. De hårde PVC-produkter omfatter rør og vinduer, mens blød PVC typisk anvendes til medicinsk udstyr, tage, kabler, klimasikring, presenninger, telte og sportsfaciliteter.
’Cirkulære visioner for blød PVC’ er en ny Rambøll-rapport, der konkluderer, at blød PVC anvendes til en lang række samfundsnyttige produkter.
Rapporten understreger, at det er svært at finde alternativer til PVC, når der skal produceres produkter, hvor funktionalitet, sikkerhed og holdbarhed er afgørende, og fremhæver derudover potentialerne for PVC som en del af den cirkulære økonomi.
Behov for et nyt syn på PVC
Ole Grøndahl Hansen, direktør i PVC Informationsrådet, fortæller, at konklusionerne i Rambøll-rapporten understøtter behovet for at gentænke den danske PVC-politik:
– Rambøll-rapporten, ’Cirkulære visioner for blød PVC’, viser, at holdbarhed, funktionalitet og sikkerhed er nogle af årsagerne til, at PVC er så udredt, som det er tilfældet. Rapporten konkluderer, at det er svært at forestille sig en verden uden PVC.
På trods af de dokumenterede fordele ved PVC har miljømyndighederne i mange år opfordret til at fravælge bløde PVC-produkter.
Den danske PVC-politik er derfor præget af en række paradokser som blandt andet, at myndighederne vælger at lægge afgifter på blød PVC, selvom Skatteministeriet har konkluderet, at afgiftsinstrumentet ikke virker inden for området.
Myndighederne ønsker også at substituere blød PVC via adfærdsregulerende afgifter, på trods af at man har fundet frem til, at der ikke findes brugbare alternativer inden for de fleste anvendelsesområder, og at PVC er det bedste alternativ set ud fra en samlet livscyklusvurdering.
– Rambølls analyse viser, at der inden for en lang række områder ikke er reelle alternativer til PVC, og underbygger behovet for at myndighederne gentænker den danske PVC-politik. Der er et stort potentiale for øget genanvendelse af PVC, tungmetaller og uønskede ftalater er udfaset, emissioner fra produktionen er reduceret betragteligt. Det er ikke et tilfælde, at både FN og EU-Kommissionen anser PVC-industrien som en frontløber for den cirkulære økonomi og rollemodel for andre industrisektorer, fortæller Ole Grøndahl Hansen og håber, at Rambøll-rapport kan være med til at ændre den danske PVC-politik.
Ny bogudgivelse tager udgangspunkt i Rambøll-rapport
Med udgangspunkt i Rambøll-rapporten har PVC Informationsrådet udgivet en 75-sider lang bogudgivelse ’Vinyl i hverdagen – et kritisk blik på den danske PVC-politik’.
Bogen gennemgår, hvordan blød PVC er en del af hverdagen, hvorfor bløde PVC-produkter ofte er et klimavenligt valg og opfordrer myndighederne til et paradigmeskift, hvor materialets unikke egenskaber, lange holdbarhed og genanvendelighed tages i betragtning.
Læs mere om ’Cirkulære visioner for blød PVC’ på pvc.dk/vinylihverdagen. Her kan du også downloade og bestille ’Vinyl i hverdagen – et kritisk blik på den danske PVC-politik’.
Rambøll-rapporten ’Cirkulære visioner for blød PVC’ er bestilt af PVC Informationsrådet og finansieret af VinylPlus, der er den europæiske PVC-industris frivillige program for bæredygtig udvikling.