SP Group kommer ud af 2020 med milliardomsætning

Frank Gad Adm. direktør SP Group
Frank Gad, administrerende direktør SP Group. Foto: SP Group

På trods af COVID19-pandemien kom plastkoncernen SP Group ud af 2020 med et flot overskud på DKK 193,8 mio. før skat, hvilket er en stigning på 10,5 % målt i forhold til 2019.

Del:

SP Group realiserede i 2020 en vækst i omsætningen på 8,2% og nåede dermed op på 2,178 milliarder kroner, fremgår det af en nyligt offentliggjort årsrapport.

I årsrapporten fremgår det også, at overskuddet for 2020 før skat steg med 10,5 procent til 193,8 millioner kroner.

Et resultat administrerende direktør Frank Gad er tilfreds med, selvom 2020 har været et turbulent år:

– Jeg er glad for, at vi er sluppet helskindet igennem corona-pandemien med en intakt og velfungerende organisation, der har været i stand til at øge salget med 8,2 procent og ebitda med 15,9 procent. Vi tror, at vi kan fortsætte væksten i 2021, men markedsudsigterne er fortsat meget usikre på grund af coronavirus-pandemien, siger koncernchef Frank Gad i en kommentar til regnskabet.

SP Group havde i 2020 vækst i næsten alle forretningsområder i 2020. Salget til cleantech-industrien, der er koncernens største forretningsområde, steg med 5,6 procent.

I det næststørste forretningsområde, healthcare-industrien, steg salget med 11,3 procent, mens det i fødevareindustrien steg med 0,3 procent, og i ”andre krævende industrier” med 21,0 procent.

Den eneste undtagelse var automotive, hvor salget faldt med 18,1 procent.

Forventninger til 2021

SP Group håber på at den globale økonomi vokser i 2021, selvom den fortsat er skrøbelig og mærket af politisk og økonomisk uvished forårsaget af COVID 19-pandemien.

I 2021 vil koncernen lancere en række nye produkter og løsninger til kunder i healthcare, cleantech og fødevarerelaterede industrier, som alle forventes at bidrage til både vækst og indtjening.

COVID 19-pandemien og myndighedernes reaktioner gør, at der er stor usikkerhed om SP Groups aktivitetsniveau og pengestrømme i de kommenede måneder.

På trods af usikkerheden forventer SP Group en vækst i omsætningen på 3-10% med en EBITDA margin på 16-15% og en EBT margin på 9-10%.