Miljøministeren deltager i Plastdagen 2021

Miljøminister Lea Wermelin

Miljøminister Lea Wermelin (S) har takket ja til at deltage i Plastdagen den 20. maj, hvor hun sammen med et panel skal debattere, hvordan Danmark kommer i den grønne plastførertrøje.

Del:

Et af plastbranchens årlige højdepunkter – Plastdagen – finder sted den 20. maj, og der er noget at se frem til.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har takket ja til at deltage i en debat med titlen ’Hvordan kommer Danmark i den grønne plastførertrøje?’.

Med på scenen er også Lone Mikkelsen (seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling), Thomas Drustrup (adm. direktør i Plastindustrien) og Michael Bayer Thomsen (adm. direktør i LETBEK).

Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup er begejstret for, at miljøministeren har takket ja til invitationen:

– Jeg er rigtig glad for, at ministeren har mulighed for at deltage i Plastdagen 2021. Det er vigtigt, at vi som branche holder vores omverden opdateret på, hvordan vi arbejder med grøn omstilling i praksis. Samtidig er det også afgørende, at man fra politisk hold er med til at skabe gunstige rammebetingelser, der baner vej for øget genbrug og genanvendelse af plast. Derfor ser jeg meget frem til at høre, hvilke politiske initiativer der er i støbeskeen.

Han fortsætter:

– Selvom den danske plastbranche har gang i mange gode aktiviteter og virkelig gør sig umage for at bidrage med at løse udfordringerne med plast, så er det også centralt, at vi bliver udfordret på vores ambitionsniveau. Det er bl.a. årsagen til, at vi har inviteret organisationen Rådet for Grøn Omstilling med på scenen.

Mikkel Frey, der tidligere har været vært på DR2-programmet ’Deadline’, er ansvarlig for at lede både paneldeltagerne og publikum sikkert igennem debatten.

Oplæg fra plastvirksomheder skal inspirere

Ud over paneldebatten er der en række spændende virksomhedsoplæg på programmet til Plastdagen 2021.

Med udgangspunkt i overskriften ’Danmark – foregangsland for fremtidens plastindustri’ vil repræsentanter fra AddiFab, Idé-Pro, dantoy og Elektro-Isola give deres bud på, hvordan danske plastvirksomheder kan rykke inden for bl.a. digitalisering, 3D-print, grøn omstilling og energieffektivisering.

Forud for Plastdagen afholder Plastindustrien den ordinære generalforsamling – denne kan også følges digitalt.

LÆS MERE: Se programmet til Plastdagen 2021 – og tilmeld dig i dag