Plast er blevet et emne i kommunalvalgkampen

Plast er som aldrig før blevet et emne i den kommunale valgkamp, der kulminerer på valgdagen den 21. november. Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, fortæller i dette indlæg om, hvordan vi som brancheforening naturligvis tager del i den demokratiske samtale om vores materiale.

Del:

Nedenstående leder af Thomas Drustrup bliver bragt i Magasinet Plast, der udkom den 10. november:

I øjeblikket er landets lygtepæle prydet af valgplakater (der i øvrigt ofte er fremstillet af plast) forud for kommunalvalget den 21. november.

I Plastindustriens sekretariat følger vi naturligvis med i, hvad der rører sig ude lokalt, og i denne valgkamp er vores materiale som aldrig før blevet sat til politisk debat. Adskillige kandidater – på tværs af partiskel – har en plastrelateret mærkesag, som de vil arbejde for, såfremt de bliver valgt.

Typisk vil kandidaterne gerne have deres lokale kommune til at indføre en ’plastpolitik’, så der f.eks. ikke bliver andre indkøbt karklude, der indeholder mikroplast. Andre kandidater har fokus på at ensarte den kommunale affaldsindsamling for at øge plastgenanvendelsen.

Vi engagerer os i de demokratiske samtaler

Som udgangspunkt er vi glade for, at der er kandidater, som f.eks. brænder for at minimere tab af plast til havet/naturen, men vi bruger også ressourcer på at engagere os i debatterne for at nuancere dem.

Det er nemlig vigtigt at bidrage med fakta, så politikerne vælger at sætte ind, der hvor det giver mest mening frem for at vedtage symbollovgivning, der risikerer at fjerne fokus fra de reelle miljøudfordringer.

Et godt eksempel på, at vi tager del i den lokale demokratiske samtale, var til et arrangement for et par uger siden i Roskilde Sejlklub, hvor mere end 60 deltagere (heraf mange kommunalpolitikere) var mødt frem til en livlig debat om, hvordan vi i fællesskab kan være med til at sikre, at Roskilde Fjord bliver fri for plast.

Plastindustrien var repræsenteret i panelet af vores miljøpolitiske chef Christina Busk, og hun bidrog sammen med de øvrige fremmødte til en god og livlig debat, der gjorde alle parter klogere på, hvordan vi i fællesskab mindsker mængden af plast i havet.

Når valgkampen er ovre, og stemmerne er talt op, så vil vi gennemføre en større kommunikationsindsats for at komme i konstruktiv dialog med de mange lokalpolitikere, der fremadrettet får indflydelse på de plastspecifikke temaer i landets 98 kommuner.

Vi følger lovgivningsarbejdet på Christiansborg

Det er imidlertid ikke kun lokalpolitisk, at der er stigende interesse for at diskutere plast. Også landspolitisk sker der rigtig meget, og vi kan bl.a. forvente, at regeringen snart lancerer en national handlingsplan imod plastforurening.

Derudover skal der også politisk følges op på anbefalinger fra både Saneringsudvalget (afgifter) og Advisory Boardet for Cirkulær Økonomi, så vi er selvsagt i tæt kontakt med de relevante beslutningstagere, der udstikker de fremtidige rammer for de danske plastvirksomheder.