Den fynske plastvirksomhed Covestro A/S meddeler, at dens tidligere Salgs og Marketingschef Lars Bruntse er tiltrådt som ny administrerende direktør. Forgængeren, Kim Klausen, bliver ny mand i spidsen for virksomhedens globale vindprojekt.
Efter 30 år i spidsen for Covestro A/S‘ nordiske afdeling (tidligere Bayer MaterialScience & Tectrade) er Kim Klausen pr. 1. oktober trådt tilbage fra stillingen som administrerende direktør. Det oplyser virksomheden i en meddelelse.
Det øverste ansvar for polyurethanproducenten overgår dermed til Covestros hidtidige salgs- og marketingschef, Lars Bruntse. Han har været ansat i virksomheden siden 2016, hvor han kom til efter 14 år hos HOWE.
Klausen fortsætter med globalt vindprojekt
For Kim Klausen, som i sin tid stiftede den danske polyurethanvirksomhed Tectrade og siden stod for videresalget til Covestro, er der dog ikke tale om et otium.
Fremover skal den rutinerede plastmand således stå i spidsen for virksomhedens globale vindprojekt. Dette i stillingen som Head of Covestro Global Wind Project.
Dermed bliver det Klausens opgave at videreføre virksomhedens udvikling indenfor vindområdet, bl.a. ved at øge proceshastigheden og egenskaberne for produktionen af større vindmøllevinger.
Covestro A/S har sit nordiske hovedsæde i Otterup på Fyn og beskæftiger i dag omkring 35 medarbejdere. Den er en del af Covestro AG med hovedsæde i Leverkusen, Tyskland, som beskæftiger omkring 15.600 medarbejdere globalt.