Sky Light A/S opruster med opkøb af samarbejdspartner

Den store plastvirksomhed Sky Light A/S oplyser i en pressemeddelelse, at man pr. 1. juli 2017 har overtaget den svenske samarbejdspartner Formpack AB.

Del:

Den danske plastvirksomhed Sky Light A/S har pr. 1. juli overtaget den svenske virksomhed Formpac AB. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse onsdag.

Med opkøbet styrker den store emballageproducent dermed sin position på convenience-markedet for mejeriprodukter med integreret ske som skyr, yoghurt, müsli og proteinprodukter.

Overtagelsen sker efter lang tids samarbejde med den svenske virksomhed, som holder til i Kungälv nord for Göteborg.

– En styrket position

Sky-Light A/S’ administrerende direktør og ejer, Søren Kjær Larsen, glæder sig over de nye muligheder, som opkøbet giver begge parter.

– Vi er utroligt glade for, at det lykkedes os at få lavet en aftale med Formpac omkring et køb af virksomheden, siger Søren Kjær Larsen og fortsætter:

– Sky-Light og Formpac har arbejdet særdeles godt og tæt sammen siden 2004, og med købet styrker vi vores fælles position på convenience-markedet og vil kunne servicere og supportere vore samarbejdspartnere endnu bedre i fremtiden.

Sky Light A/S blev etableret i 1960 og har hovedsæde i Varde, hvorfra man beskæftiger 130 medarbejdere. I 2016 omsatte virksomheden for 250 mio. kr.

Formpack AB beskæftiger i dag 20 medarbejdere på adressen i Kungälv og havde sidste år en omsætning på 37 mio. SEK.