En menneskealder efter det startede: DBI Plastics fejrer flot jubilæum

Hans Hellstrøm Henningsen holdt en flot tale foran de mange fremmødte samarbejdspartnere samt tidligere og nuværende DBI-kollegaer, inden den stod på fest og fejring.

DBI Plastics A/S fejrede d. 25. august firsåret for, at virksomheden så dagens lys. Det skete med en stor reception for samarbejdspartnere samt nuværende og tidligere medarbejdere.

Del:

Hos DBI Plastics må det efterhånden være svært ikke at mærke historiens vingesus. Virksomheden var nemlig én af de allerførste plastvirksomheder i Danmark, da den blev stiftet af Erik Hellstrøm Møller tilbage i 1937.

Dengang var det under navnet Dansk Bakelit Industri – med henvisning til verdens første industrielt fremstillede plasttype. Siden er udviklingen gået stærkt, men hos DBI Plastics A/S, som virksomheden hedder i dag, følger man stadig med.

Således fejrede virksomheden fredag den 25. august, at det var 80 år siden, at den så dagens lys. Til anledningen havde DBI Plastics inviteret samarbejdspartnere, nuværende og tidligere medarbejdere til en reception ved hovedkvarteret, som i dag ligger i Stenlille på Midtsjælland.

80 år med strategisk innovation: Fra dansk pioner til international frontløber

Et af dagens højdepunkter stod selskabets administrerende direktør, Hans Hellstrøm Henningsen, for, da han holdt en bevægende tale foran de festklædte venner, kollegaer og samarbejdsparnere. Her så han tilbage på 80 år, hvor virksomheden og industrien har oplevet en rivende udvikling.

Meget er i sandhed sket på 80 år, men der er stadig visse dyder, som holder ved efter tre generationer. Det var et af budskaberne i den tale, som direktøren holdt i forbindelse til receptionen. Det sagde han i forbindelse med, at han mindedes sin morfar, Erik Hellstrøm Møller.

– Da min morfar i 1937 stiftede Dansk Bakelit industri som aktieselskab, var verden meget åben og mulighederne mange, fortalte Hans Hellstrøm Henningsen og fortsatte:

– At han var pioner på sin tid, er der vist heller ikke så meget tvivl om – plast var det nye og havde endnu ikke fundet sin plads i en verden af industrialisering.

Med bedstefarens ideer fik man hurtigt etableret sig som en stærk producent af bakelit. Samtidig turde man dog også eksperimentere med nye plasttyper.

Spørger man Hans Hellstrøm Henningsen, så var det især morfarens evne til at finde nye muligheder, som lagde grundstenen for virksomhedens succes.

I virkeligheden var det nok knap så meget materialet og teknikken, der var drivkraften – snarere mulighederne i at skabe nye fantastiske produkter.

Hans Hellstrøm Henningsen, Adm. direktør, DBI Plastics A/S

Hver generation, hver sin mission

Siden 1937 er der som bekendt sket et industrielt kvantespring. Heldigvis kan Hans Hellstrøm Henningsen og DBI Plastics glæde sig over, at man har fulgt trop – først ved hans far, Claus Henningsens styring, og siden hans egen.

I dag er DBI Plastics en global organisation i rivende udvikling. Og selvom fokus løbende har ændret sig, så var det en optimistisk direktør og ejer, der i sin tale også fandt plads til at se fremad.

– Selvom jeg kun har været med siden 2002 kan, det både føles som kort tid og en menneskealder. Sidstnævnte naturligvis mest fordi der er sket så meget, sagde direktøren og fortsatte:

Som jeg så mange gange har sagt: Hver generation har haft sin mission, og den, vi er på nu, er bestemt ikke mindre ambitiøs end den, som både første og anden generation har været på.

Hans Hellstrøm Henningsen, Adm. direktør, DBI Plastics A/S

LÆS OGSÅ: Nyt forretningsområde sikrer DBI Plastics solid fremgang

Hilser fremtiden velkommen

I dag beskæftiger DBI Plastics 195 medarbejdere fordelt over både Europa, Kina og USA. Man har opnået en række ISO-certifikationer, senest med ISO/TS 16949 i 2009 og ISO5001 i 2011.

En udvikling, som ikke var lykkedes uden de mange medarbejdere, slog Hans Hellstrøm Henningsen fast foran de mange festklædte inviterede.

– Ja, det var så de første “80 years of strategic innovation”. Tak til alle jer, der har været med på rejsen. Tak til alle jer, der hver dag er en del af familien.

Slutteligt lovede direktøren på tredje generation, at resultaterne ikke vil få virksomheden til at hvile på laurbærbladene.

– Vi lover at give den gas de næste 80 år. Jeg holder nok ikke så længe, men det finder vi nok en god løsning på hen ad vejen, sluttede direktøren af med et smil.

Galleri: Flere billeder fra den store dag