Af Helle Fabiansen, Plastindustrien
Vindmøllevinger lavet med naturfibre og kulfiberfælge til økobiler. To hold ingeniørstuderende har givet hver deres bud på, hvordan kompositmaterialer kan bidrage til en bæredygtig udvikling. Buddene var faktisk så gode og innovative, at begge eksamensprojekter er blevet belønnet med Kompositsektionens Forsknings- og Uddannelsespris 2011.
Prisen uddeles hvert år til studerende, der i deres eksamensprojekt har arbejdet med kompositmaterialer eller sandwichkonstruktioner som et væsentligt element.
Mathias Rask Møller og Frederik Skovgaards har i deres bachelorprojekt fra DTU vist, at det kan lade sig gøre at udskifte fælge af aluminium med sorte kulfiberfælge og dermed reducere fælgenes vægt og vindmodstand betydeligt. Begge dele er afgørende, når man som Mathias og Frederik er en del af et team, der arbejder på at vinde dysten om, hvem der kan køre længst på én liter benzin i Shell Eco-marathon. Fælgene er monteret på DTU’s Ecoracer, som deltager i konkurrencen til maj.
Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME###
Federico Bottoli og Luca Pignatti har på Risø DTU gennemført et masterprojekt, hvor målet var at undersøge, om naturfibre fra fx hør kan erstatte glas- og kulfibre i komponenter som vindmøllevinger. Til forsøget blev der udviklet en lille vinge til brug i en vindmøllebil, som man på DTU har arbejdet på siden 2009. Federico og Luca kom frem til, at en blanding af natur- og kulfibre udviser et attraktivt kompromis mellem vægt, pris- og den mekaniske ydeevne.
De fire studerende skal en tur til den årlige kompositmesse ”JEC” i Paris 27.-29. marts. Prisen overrækkes officielt på Kompositsektionens årsmøde og temadag 7. juni 2012.