Utraditionelt samarbejde skal sikre fremtidens kvalificerede medarbejdere

Ikke-kategoriseret
DBI Plastics A/S

Den 6. maj holder DBI Plastics introdag for potentielle lærlinge. 10 unge er inviteret på besøg på virksomheden, hvor de får lejlighed til at se virksomheden, høre om plastbranchen som arbejdsplads og om uddannelserne til plastmager og værktøjsmager, og møde en lærling, som selv er i gang med uddannelsen.

Del:

DBI Plastics i Stenlille holder den 6. maj en introdag for potentielle lærlinge i samarbejde med Sorø Kommune.

Målet er at give flere unge kendskab til plastindustrien og lyst til at uddanne sig som plastmagere. Samtidig skal dagen skabe kontakter mellem unge og virksomheden, som kan føre til eksempelvis en praktikplads og på længere sigt måske en elevplads. Derfor er ti unge mennesker inviteret på besøg hos DBI Plastics.

Claus Christensen, som er produktionschef i DBI Plastics, siger:

– I lighed med andre plastvirksomheder oplever vi stadigt større udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Det gælder både plastmagere og værktøjsmagere, og det gælder både medarbejdere og lærlinge. Derfor har vi sammen med Sorø Jobcenter taget initiativ til den nye introdag, hvor vi får lejlighed til at fortælle om virksomheden og om branchen og forhåbentlig give nogle unge mennesker mod på at tage en uddannelse inden for plast.

Sjælland mangler lærlinge

En af udfordringerne er, at plastuddannelserne ligger i Jylland. Det betyder, at færre unge fra Sjælland vælger plastbranchen – og at sjællandske virksomheder har sværere ved at tiltrække lærlinge.

– Man kan ikke bare forvente, at andre løser problemet for os. De unge mangler viden om, hvad uddannelsen indeholder, og hvad jobbet består i. Jeg håber, at tiltaget her vil skaffe mig en dygtig lærling. Som udgangspunkt har jeg kun plads til en, men hvis jeg finder en to-tre gode, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at hjælpe dem videre og skaffe dem pladser på andre virksomheder, siger Claus Christensen. 

Samarbejde bag kandidater

Kandidaterne til introdagen er udvalgt af DBI og Sorø Jobcenter. Efter introdagen kan kandidaterne søge om et praktikforløb i virksomheden, og efter praktikperioden drøftes mulighederne for uddannelse eller arbejde med kandidaten.

I Sorø Jobcenter er man begejstrede for det nye initiativ.

– Vi byder initiativet fra DBI meget velkomment. Det giver os mulighed for både virkelighedsnært og inspirerende at guide de unge i job. Det er jo netop vores mission, siger konstitueret jobcenterchef Kenneth Damsgaard Hyde. 

Annonce…###REKLAME###