På både dansk og europæisk niveau kan data om affaldsmængder og genanvendelsesprocenter være svære at finde. Data er oftest opgjort på forskellige måder, og forskellige usammenlignelige værdier præsenteres. Nedenfor præsenteres data fra forskellige kilder sammen med deres relative opgørelsesmetoder.
Miljøstyrelsens affaldsstatistik
Miljøstyrelsen opgør hvor meget de forskellige kilder (fx husholdninger og landbrug) bidrager til fraktionen plastaffald, samt hvor meget affald fra hver kilde, der bliver genanvendt. Det opgøres altså ikke, hvor meget plast, der totalt set genanvendes, ligesom plast også kan registreres i kategorier som ”Forbrændingsegnet affald”. Tallene er indberettet af kommuner og private virksomheder. Miljøstyrelsens seneste affaldsstatistik er fra 2021 – find den her.
Eurostats Statistik
Eurostat er EU’s officielle statistikkontor, som producerer statistik, herunder affaldsstatistik, i samarbejde med medlemslandendes nationale statistik bureauer. Statistikken laves på grundlag af analyser af både kommercielle og private affaldsstrømme. Det kombineres med interviews med affaldshåndteringsvirksomheder og genanvendelsesvirksomheder – og verificeres til sidst mod de enkelte landes egne affaldsstatistikker og andre tilgængelige 3. parts opgørelser.
Nedenstående diagram viser Eurostats’ opgørelse af genanvendelsesprocenten for plastemballage i de 27 medlemslande samt for et par lande, som ikke er medlemmer. I Danmark genanvender vi omkring 23 % af plastemballagen.
Plastics- the facts
Plastics Europe er en brancheforening, der repræsenterer plastproducenter, der er aktive i EU’s plastindustri. Plastics Europe udgiver hvert år rapporten “Plastics – the facts”, som præsenterer de nyeste tal fra plastindustrien både på EU og globalt plan. Den præsenteret data er baseret på input fra deres medlemmer samt officielle statistikker fra europæiske eller nationale myndigheder og affaldshåndteringsorganisationer, hvis tilgængeligt. Hvor der har været mangel på data er der forsøgt at lukke hullerne ved at indhente forskning og ekspertise fra konsulenter.
I den seneste rapport findes der bl.a. opgørelser for fordelingen mellem fossil, bio og genanvendt plast til nye produkter i EU og globalt samt en opgørelse over affaldshåndteringen af post-forbrugerplast generelt for EU og for hvert enkelt land.
Se hele rapporten fra Plastics Europe (Plastics-the facts 2022) her.
The Circularity Gap Report
I 2023 udkom “The Circularity Gap Report – Denmark”, som præsenterer Danmarks cirkularitet. Rapporten er udarbejdet af et samarbejde mellem Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Dansk Industri (DI), Industrien fond, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Dansk Design Center (DDC), Teknologisk Institut, og Lifestyle & Design Cluster.
Rapporten giver et overblik over Danmarks ressourceforbrug samt procentdelen af ressourcerne som bliver cirkuleret tilbage i samfundet. I følge undersøgelsen bruger hver dansker i gennemsnit 24,5 ton ny materiale hvert år. Det er en opgørelse af, hvad man vil kalde et materiale-fodaftryk.
Tallet er en del højere end gennemsnittet for hele EU, som er på 17,8 ton pr. år. Dog er begge disse estimater meget højere end de 8 ton pr. person pr. år man mener er et “bæredygtigt” fodaftryk, hvis vi vil forblive indenfor de planetære grænser. Derudover konkluderes der også, at vi i Danmark kun er 4 % cirkulære. Disse konklusioner bliver fulgt af flere konkrete indsatser bl.a. indenfor byggeindustrien, som kan være med til at sænke danskerne fodaftryk samt hæve Danmarks cirkularitet.
Læs meget mere om rapporten her.
Innovationsfondens genanvendelsesrapport
I starten af 2019 offentliggjorde konsulentvirksomheden McKinsey & Company og Innovationsfonden en rapport, der viser, at Danmark kan høste store økonomiske gevinster, hvis vi bliver bedre til at genanvende vores plastaffald. Det økonomiske potentiale i en 100 pct. plastgenanvendelse herhjemme er mindst 1,6 mia. kr. hvert år.
En bedre plastgenanvendelse i Danmark vil derudover betyde mindre CO2-udledning, mindre plastaffald i naturen og havene samt oprettelse af nye specialiserede arbejdspladser. Der er dog stadig et stykke vej til målet om en fuldstændig plastikgenanvendelse, hvilket kræver nye og innovative løsninger på de fælles globale udfordringer med plastik.
Læs mere om rapporten fra Innovationsfonden her.