Plast og CO2-besparelser
Få svar på, hvorfor plast udleder CO2, men også hvordan plast kan bidrage til at give CO2-besparelser.
Udleder plast CO2? Det korte svar er: ja.
Plast udleder CO2 ved både produktion og bortskaffelse. Men omvendt kan plast også bidrage til CO2-besparelser i specifikke anvendelser, da det er et let materiale med mange anvendelser. Med en målrettet indsats på genanvendelse af plast, udvikling af cirkulære tiltag i branchen samt udbredelse af andre plasttyper som fx bioplast kan vi maksimere fordelene ved plast og minimere miljø- og klimapåvirkningen.
I det følgende uddybes de forhold, man skal tage med i betragtning i en vurdering af plastens påvirkning af klimaet.
Hvornår udleder plast CO2?
Størstedelen af alt plast bliver fremstillet fra fossile råstoffer som fx olie og gas. Råstofferne skal igennem flere processer for til sidst at blive et produkt i plast. Denne produktion kræver bl.a. maskiner, energi og transport, som alle vil efterlade et CO2-aftryk. Mængden af CO2 der udledes, vil variere alt efter hvilket produkt der skal laves, afstande det skal fragtes i og hvor i verden vi befinder os.
Den største klimabelastning kommer fra udvinding og produktion af råvaren, hvorfor valg af plastmateriale har en afgørende indvirkning på det endelige produkts klimaaftryk. Andre faktorer, som kan have betydning for CO2-aftrykket, er valg af energikilde i produktionen, om der bruges ny eller genanvendt plast, m.v.
CO2 og genanvendelse af plast
Når plast genanvendes, vil der stadig være et CO2-aftryk grundet selve genanvendelsesprocessen og transporten. Dette vil dog være mindre end når der bruges nyt materiale, da man netop hopper flere steps i produktionen over. Ved at sende plastaffaldet til genanvendelse mindsker man også mængden der sendes til forbrænding. Da plast fremstilles af fossile råstoffer, består plastens struktur af forskellige blandinger af kulstof- og brintkæder. Når plasten brændes, vil disse kæder gå i stykker, og blandt andet blive til CO2 i atmosfæren. Dermed vil man gerne have, at så lidt plastaffald sendes til forbrændingsanlægget og i stedet sendes ind i et cirkulært ressourcekredsløb, hvor det kan blive genbrugt flere gange for til sidst at blive genanvendt.
Kan plast være med til at give CO2-besparelser?
Ja, plast kan i visse sammenhænge medføre CO2-besparelser. Nedenfor er tre eksempler:
- Emballage: Plastemballage kan forlænge holdbarheden af fødevarer og dermed reducere madspild. Da produktionen og bortskaffelsen af mad også udleder CO2, kan reduktion af madspild ved hjælp af plastemballage medføre betydelige CO2-besparelser.
- Isolering: Plastbaserede isoleringsmaterialer, såsom EPS og PUR, er meget effektive til at reducere energiforbruget til opvarmning og køling af bygninger. Dette fører til lavere energiforbrug og dermed mindre CO2-udledning over tid
- Letvægtsmateriale i transport: Plast er betydeligt lettere end mange alternative materialer som metal og glas. Ved at anvende plast i biler, fly og andre transportmidler kan vægten reduceres, hvilket forbedrer brændstofeffektiviteten og dermed reducerer CO2-udledningen.
Du kan læse meget mere om, hvor det kan give god mening at bruge plast på Plastics Europe’s hjemmeside.
Har du spørgsmål, så kontakt:
+45 2489 3480 | +45 3330 8630
Kontakt Anders for viden om:
CO2-beregning, energibesparelser, klima, miljøpolitik, fødevarekontaktmaterialer, Termoplastsektionen