Hvordan reguleres kemi i plast?

I diskussionen om plast og kemi bliver ”risiko” og ”fare” ofte blandet sammen, men i virkeligheden er det to meget forskellige begreber. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvis man skal forstå, den måde vi lovgiver om plast, kemi og forbrugersikkerhed på. For selvom meget er “farligt”, så er det heldigvis ikke det samme som, at det udgør en “risiko”.

Det lyder umiddelbart som to ord for det samme. De to ord bruges da også ofte i flæng, når debatten om plast og kemi raser. Men i reguleringen af plast, kemi og forbrugersikkerhed er det to væsentligt forskellige begreber. Det er vigtigt, at være opmærksom på, hvis man vil forstå den måde, som lovgivningen sikrer dig som forbruger.

Om et kemisk stof er farligt afgøres af stoffets indbyggede evne til at gøre skade. Om et kemisk stof udgør en risiko afhænger derimod af, hvordan og i hvor store mængder vi udsættes for stoffet. Du kan se en video, der forklarer den forskel her:

Du vil oftere og oftere støde på plastprodukter, der bliver markedsført fx som værende ”fri for farlig kemi”. Men det giver faktisk slet ikke mening. Næsten alle materialer, stoffer og produkter kan potentielt være farlige, hvis de bliver brugt forkert.

Lovgivningen skal sikre, at de produkter, du køber i Danmark, udgør så lille en risiko for dit helbred og sundhed som muligt.

Køkkensalt er farligt – men udgør minimal risiko

Et kendt eksempel er almindelig køkkensalt, som vi alle bruger i madlavningen hver dag, selv om det potentielt set er farligt. Heldigvis er salt kun skadeligt, hvis du indtager store mængder på én gang. I de små mængder, som vi bruger i hverdagen, udgør salt ikke en risiko for vores sundhed.

Køkkensalt er altså farligt. Det samme gælder kemiske stoffer, som ofte er fremme i debatten om plast og kemi. Men for at vurdere risikoen for skadelige effekter ved udsættelsen for et kemisk stof skal man, udover at kende stoffets iboende farlige egenskaber, derfor også vide, hvor ofte og i hvor store mængder man udsættes for stoffet.

Dermed: Risiko = fare X eksponering

Når myndigheder skal fastlægge regler for kemien i din hverdag, så er risikovurderinger et vigtigt værktøj. Alle stoffer kan være farlige. Risikovurderinger af anvendelsen af de enkelte stoffer sikrer, at de ikke udgør en risiko.

Alle kemiske stoffer har som udgangspunkt potentialet til at medføre en skadelig effekt. Nulrisiko findes ikke.

Det er dog heldigvis ikke det samme som, at alle stoffer er til skade for dig som forbruger. Det afhænger af en kombination af stoffets giftighed, og i hvor høj grad vi udsættes for det. Det bruger man risikovurderinger til at fastslå.

En risikovurdering er altså en vurdering af, hvorvidt udsættelsen for et kemisk stof i en given situation udgør en risiko for menneskers sundhed eller miljøet. Risikovurderingen kan så bruges til at fastsætte regler eller foranstaltninger, der minimerer risikoen, fx grænseværdier. Et kemisk stof kan derfor godt være til stede i en lille koncentration uden at være til skade for forbrugere eller miljøet, netop fordi vi kan kontrollere risikoen.

Eksempelvis kan du godt salte din mad, men du må helst ikke spise for meget salt dagligt. Fødevarestyrelsen anbefaler et maksimalt indtag på 5-6g salt pr. dag.

Se videoen her, der forklarer sammenhængen mellem dosis og respons – altså det forhold, at det er mængden (dosis), vi bliver udsat af et givent stof, som bestemmer stoffets giftighed og kroppens respons:

Særligt strenge krav til plast med kontakt til mad

Plastmaterialer med kontakt til fødevarer er underlagt en særligt skrap regulering. Den regulering foregår som udgangspunkt på grundlag af risikovurderinger af de enkelte stoffer, som findes i plasten. Det er fx kun tilladt at bruge et specifikt stof i en plastemballage, hvis der er foretaget en risikovurdering af stoffet, og der er fastsat en grænse for hvor meget af stoffet, der må smitte af til fødevaren.

Også EU’s kemikalielovgivning REACH bruger risikovurderinger til at vurdere, om fremstillingen eller anvendelsen af et kemisk stof udgør en risiko i arbejdsmiljøet, for forbrugeren eller i miljøet.

Politikere, organisationer og forskere taler ofte om forsigtighedsprincippet i forbindelse med diskussioner om kemi og forbrugersikkerhed. Men hvad dækker det egentlig over, og hvordan kan vi bruge det i reguleringen af plast og kemi?

Forsigtighedsprincippet er et retligt princip, der har sin rod i miljølovgivningen. Princippet er i dag en grundlæggende del af EU-retten og bruges ikke kun på kemi- og miljøområdet, men også inden for forbrugersundhed og menneskers, dyrs og planters sundhed.

Forsigtighedsprincippet går ud på at gøre det muligt at handle, hvis truslen for mennesker eller miljø er tilstrækkelig stor – også selvom vi endnu ikke har de nødvendige videnskabelige data. Det skal altså være muligt at træffe politiske beslutninger, selvom der er videnskabelig usikkerhed og uenighed.

Sikrer balance

Forsigtighedsprincippet sikrer balance mellem videnskabelig tvivl og acceptabel risiko – eller med andre ord at finde en balance mellem videnskabelig usikkerhed og et rimeligt beskyttelsesniveau.

Ifølge princippet skal man derfor starte med at udarbejde en risikovurdering på det begrænsede videnskabelige grundlag, der findes. En risikovurdering indebærer også, at man ser på risikoen for eksponering. Det vil sige, hvordan og hvor meget mennesker eller miljø bliver eksponereret, og hvornår vi passerer grænsen for en acceptabel risiko. Når dette grundlag er etableret, er det politikernes opgave at tage stilling til, om der er tale om en acceptabel risiko, eller om der skal handles.