Plast og mærker

Plastprodukter og –emballager er ofte forsynet med forskellige mærker, som har til formål at hjælpe forbrugeren. Du kan læse mere om de forskellige mærker her.

Trekantsmærket

Trekantsmærket er en frivillig ordning for og hjælper til identificering, når plasten skal sorteres til genanvendelse. Der er ingen lovkrav om, at plastemballage eller andre plastprodukter skal mærkes med “trekanten”.

Du kan læse mere om de forskellige trekanter her.

Herudover kan plast, der er beregnet til fødevarekontakt, mærkes med glas- og gaffelsymbolet.

Miljømærkerne Blomsten og Svanen

Blomsten og Svanen er EU og Nordens officielle miljømærker. Mærkerne tildeles produkter og ydelser efter fastlagte kriterier, der løbende revideres.

I dag kan en lang række produktkategorier få miljømærker herunder legetøj, bygningskomponenter, madrasser, klude mv. En lang række produkter i plast er miljømærket, fx, legetøj, emballage, pumper, hårde hvidevarer og kontormaskiner.

Producenter eller importører, der vil miljømærke deres produkter, skal kunne dokumentere, at produkterne lever op til kriterierne. Kriterierne fastlægges ud fra et vugge til grav-princip, hvor et produkts samlede miljøbelastning kortlægges.

Mærkerne administreres af Miljømærkning Danmark.

Skildpadde-mærket

Det har siden 2021 været et krav for visse engangsplastprodukter at være mærket med en skildpadde.

Mærket har til formål tydeligt at vise, at produktet indeholder plast og derfor skal smides i en skraldespand efter brug. Dermed håber man på, at man kan forebygge, at plastaffaldet ender i naturen. Skildpadden er indført i alle EU-lande og skal sættes på engangsdrikkebægre og nogle takeaway-emballager, cigaretter, vådservietter og hygiejnebind, tamponer og indføringshylstre til tamponer.

Genanvendt og biobaseret indhold

Der findes ikke et EU-mærke, der beskriver, hvor meget genanvendt indhold der er i et produkt, eller om det er baseret på biomasse. Dette er noget, man selv skal skrive på sit produkt. I beskrivelsen af indhold skal man være opmærksom på, at man følger EU-reglerne om dokumentation og verificering af grønne påstande.

Som en del af engangsplastdirektivet er der blevet sat rammer for, hvordan genanvendt indhold skal beregnes, når det bruges i drikkeflasker af plasttypen PET. Den rapport kan du finde på EU-kommissionens hjemmeside.

Relateret indhold

Find mere viden om plastemballage og regulering på plastområdet.

Emballageforordningen

Engangsplastdirektivet

Fødevarekontakt og plast

Greenwashing

Mikroplast

Plast og mærker

Producentansvar for emballage

REACH-forordningen

Regulering på kemi