Emballageforordningen
Den nye emballageforordning erstatter emballagedirektivet og fastsætter mål og kriterier for genbrug, design og genanvendt indhold i emballager.
Emballageforordningen
En forordning er en bindende regulering, som virker direkte i alle EU’s medlemslande. Dermed har EU besluttet, hvordan de danske myndigheder skal implementere forordningen.
Emballageforordningen blev endeligt vedtaget af EU’s ministerråd i december 2024. Dermed erstatter den emballagedirektivet, som før har sat rammen for emballage for alle EU’s medlemslande. Et direktiv angiver nogle regler, som hvert medlemsland af EU i langt høre grad selv kan bestemme hvordan de vil implementere end ved forordninger, som skal implementeres direkte.
Direktiv vs. forordning
EU-direktiv: Et direktiv fastsætter et mål, som alle EU-lande skal opnå, men det overlader til de enkelte lande at beslutte, hvordan de vil gennemføre dette mål. Medlemsstaterne skal derfor tilpasse deres nationale lovgivning for at opfylde direktivets krav inden for en bestemt tidsfrist.
EU-forordning: En forordning har direkte anvendelse i alle EU-lande, så snart den træder i kraft. Det betyder, at den bliver en del af national lovgivning uden behov for yderligere vedtagelse af nationale love. Forordninger sikrer ensartede regler på tværs af hele EU.
Design til genbrug og genanvendelse
En stor del af emballageforordningen går på, at emballage skal designes, så det kan genanvendes. Samtidig stiller emballageforordningen krav om genbrug af visse typer af emballager. Det inkluderer bl.a. mål om, at takeaway sektoren skal kunne udbyde genbrugelige løsninger samt tilbyde at fylde forbrugerens egen medbragte emballager.
Fra 1 januar 2030 bliver emballages genanvendelighed fastsat ud fra nogle designkriterier, som opdeles i kvaliteterne A, B og C. Hvis en emballage ikke opfylder mindst kvalitet C, vil den anses som ikke-genanvendelig og må ikke sættes på markedet i EU.
Plastindustriens Designguide
Indtil standarderne for design for genanvendelse er forhandlet på plads, kan man med fordel benytte sig af Plastindustriens Designguide: Genbrug og genanvendelse af plastemballager til de private forbrugere.
Sammen med flere aktører fra hele værdikæden for plastemballager og andre videnspartnere har Plastindustrien lavet en designguide, der netop opstiller designkrav og rangerer dem ud fra samme princip om genanvendelighed.
Man er derfor godt klædt på som virksomhed, hvis man læner sig op ad designguidens principper.
Genanvendelsesmål
I emballageforordningen er der også sat mål om, hvor meget emballage, der skal genanvendes fremover.
2025
- Minimum 65 % af alt emballageaffald skal genanvendes
- Minimum 50 % af alt plastemballage skal genanvendes
2030
- Minimum 70 % af alt emballageaffald skal genanvendes
- Minimum 55 % af alt plastemballage skal genanvendes
Mål for genanvendt indhold
Der er også blevet sat mål om et minimum af genanvendt indhold i forskellige typer plastemballage. Genanvendt indhold beregnes ud fra hvor meget post-forbruger plastaffald der er blevet brugt i produktet. Post-forbruger plastaffald defineres som plastprodukter, der er leveret til distribution eller forbrug og markedsført i en EU-medlemsstat eller et tredjeland og derefter er endt som affald.
Herunder findes de krav, der stilles til at genanvende indhold i plastemballager.
2030
- 30 % for kontaktfølsom emballage, fremstillet af PET som hovedkomponent
- 10 % for kontaktfølsom emballage af anden plast end PET
- 30 % for engangsdrikkeflasker
- 35 % for andre plastemballager end de nævnte
2040
- 50 % for kontaktfølsom emballage, fremstillet af PET som hovedkomponent
- 25 % for kontaktfølsom emballage af anden plast end PET
- 65 % for engangsdrikkeflasker
- 65 % for andre plastemballager end de nævnte
Du kan læse mere om emballageforordningen på Det Europæiske Råds hjemmeside.
Relateret indhold
Find mere viden om plastemballage og regulering på plastområdet.
Emballageforordningen
Engangsplastdirektivet
Fødevarekontakt og plast
Greenwashing
Mikroplast
Plast og mærker
Producentansvar for emballage
REACH-forordningen
Regulering på kemi
Har du spørgsmål, så kontakt:
Christina Busk
Miljøpolitisk chef
+45 2949 4564
Kontakt Christina for viden om:
Regulering, miljøpolitik, cirkulær økonomi, genbrug og genanvendelse, affaldssortering, kemi, Genanvendelsessektionen