Bioplast

Begrebet ”bioplast” bruges til at dække over flere forskellige typer af materialer med forskellige egenskaber. Bioplast omfatter derfor både polymerer lavet med udgangspunkt i biobaserede ressourcer samt bionedbrydelige polymerer.

Plast fremstillet af biobaserede ressourcer (biomasse)

Mange plasttyper kan laves af biomasse. Biobaseret plast er typisk fremstillet af f.eks. sukkerroer, sukkerrør, majs og/eller celloluse. Biobaseret plast kan også fremstilles af restprodukter fra landbrugsproduktion, men dette sker på nuværende tidspunkt kun i meget begrænset omfang. Biobaseret plast kan genbruges og genanvendes sammen med traditionel plast af den samme type. Biomasse kan bruges til at fremstille polymerer, som vi kender, f.eks. bio-PE, bio-PET og bio-PA. Disse plasttyper kan ikke nedbrydes.

Bionedbrydelig plast

Denne type plast kan fremstilles af biomasse, olie/gas eller en blanding heraf og kan ikke genanvendes sammen med øvrig plast. Den bionedbrydelige plast kan nedbrydes af mikroorganismer (bakterier eller svampe) og blive til vand, biomasse, CO2 og/eller metan.

Biokomposterbar plast

Biokomposterbar plast kan under særligt kontrollerede betingelser nedbrydes til vand, CO2, biomasse og metan i løbet af 10 uger. Fugtighed og temperatur skal styres, og de rette mikroorganismer skal være til stede.

Den europæiske standard EN 13432 opstiller kriterierne for biokomposterbar emballage. Denne form for kompostering kan ikke anvendes hos private forbrugere, men udelukkende i kommercielle anlæg.

Oxo-nedbrydelig plast

Denne plasttype indeholder tilsætningsstoffer, der opløser plasten under indvirkning af ilt. Plastmaterialet omdannes ikke til vand, CO2, biomasse og/eller metan, men nedbrydes i stedet til bitte små stykker, som ikke er synlige. Plasten forsvinder således ikke, selvom den ikke længere kan ses med det blotte øje. Derfor kan oxo-nedbrydelig plast ikke kaldes bionedbrydelig.

Majs, sukkerrør, sukkerroer og halm kan bruges til at fremstille de plasttyper, som vi i dag benytter til plastposer, vandflasker, emballager, legetøj og mobiltelefoner.

I 2022 udgjorde den globale kapacitet for produktion af bioplast 2,2 mio. tons. Det svarer til under 1 % af verdens samlede produktion af polymerer. Kapaciteten i 2022 blev ca. lige ledt fordelt i mellem produktionen af biobaserede/ikke-nedbrydelige polymerer og bionedbrydelige polymerer (henholdsvis 48,5 % og 51,5 %).

Kapaciteten forventes at stige til omkring 6,3 mio. tons i 2027, hvor andelen af bionedbrydelige polymerer forventes at stige til 56,5 pct.

Bedst at bruge biomasse til basisplast

Vi kan spare klimaet for store CO2-udledninger, hvis biomassen bruges til at fremstille basisplast. Basisplast er polyethylen (PE) og polypropylen (PP), som bruges til at fremstille fx vandflasker, legetøj, rør og fødevareemballage.

Basisplast udgør ca. halvdelen af verdens forbrug af plast. Derfor giver det god mening at bruge biomassen til  at fremstille plast, der har de samme egenskaber som dem, vi allerede kender.

PLA baseret på biomasse er den største biopolymer med 20,7 % af markedet, efterfulgt af bionedbrydelige stivelsesblandinger (17,9 %), PE (14,8 %) og PTT (13,3 %). Det viser en undersøgelse fra Nova Institute.

Biobaseret og bionedbrydeligt plast

I dag eksisterer der et biobaseret alternativ – med tilsvarende anvendelsesmuligheder – til stort set alle konventionelle plasttyper.

Bioplast – altså plast, der er biobaseret, bionedbrydeligt eller begge dele – kan have samme anvendelsesmuligheder som konventionelle plasttyper og kan i visse tilfælde tilbyde fordelagtige egenskaber, som et reduceret CO2-aftryk og komposterbarhed.

Bioplastindustrien er en hurtigtvoksende og innovativ industri, der har potentialet til at afkoble økonomisk vækst fra det eksisterende forbrug af naturressourcer og derfor også de dertilhørende miljømæssige påvirkninger.

Bioplast er imidlertid en meget divers materialegruppe, der spænder over en bred række materialer med forskellige egenskaber. Materialegruppen kan deles op i tre hovedgrupper:

1. Biobaseret eller delvist biobaseret ikke-nedbrydeligt plast, som PE, PP, PET og PTT.
2. Biobaseret og bionedbrydeliget plast, som PLA, PHA og PBS.
3. Syntetisk bionedbrydeligt plast baseret på fossile ressourcer, som PBAT, PCL og PGA.

Det er en almindelig antagelse, at bionedbrydelig plast er løsningen på problemet med plastaffald, fordi plasten nedbrydes til vand og CO2. Men at bionedbryde plast kræver et kontrolleret miljø, dvs. kontrol af bl.a. fugtighed og temperatur og tilstedeværelse af mikroorganismer– betingelser som kun kan styres i industrielle anlæg.

Under de rigtige forhold vil bionedbrydelig plast blive nedbrudt til vand, CO2 og biomasse i løbet af 60 dage. Hvis en bionedbrydelig plastpose blot smides i naturen, vil det tage adskillige år, før den er nedbrudt.

Hvis den bionedbrydelige egenskab skal udnyttes og skabe en miljømæssig gevinst, skal plasten derfor indsamles og sorteres før behandling i et industrielt anlæg. Hvis bionedbrydlige plastprodukter som fx poser sendes til anlæg, der genanvender almindelig plast, kan det forårsage problemer. Bioplasten forurener det genanvendelige plast og vanskeliggør genanvendelse af høj kvalitet. Blot ganske små mængder af fx PLA kan sænke kvaliteten af genanvendt PET og PS betragteligt.

Det kan aldrig blive et mål i sig selv at udvikle produkter, der efter brug kan smides væk i miljøets navn. Konsekvensen kan blive, at plastaffaldet vil ligge og flyde i naturen i stedet for at blive samlet ind og genanvendt som ressource.