To mænd får dom for millionbedrageri mod Lego

Plast i medierne
Del:

To mænd er kendt skyldige i en større sag om bedrageri mod Lego. Den ene får fængsel i to år og ni måneder, mens den anden straffes med fængsel i to år og seks måneder. Det oplyser Retten i Kolding mandag morgen. Den ene var ansat i legetøjskoncernen og var tiltalt sammen med ejeren af et fynsk el-firma. Lego fik en stribe fakturaer, hvor priserne var skruet gevaldigt op, eller hvor arbejdet slet ikke blev udført, har anklagemyndigheden hævdet. Tiltalen handlede om bedragerier for i alt 17 millioner kroner, og anklagemyndigheden påstod, at de to mænd havde delt udbyttet mellem sig. Sagen begyndte ved retten i november og har været afviklet over en række retsmøder siden.

Kilde: Ritzaus Bureau