Fakta om EPS-isolering
Isolering med skumplastmaterialet EPS bliver mere og mere udbredt. Og det er med god grund, for EPS har høj isoleringsevne, det er fugtafvisende og samtidig nemt at bearbejde.
- EPS har gode varmeisolerende egenskaber, lav fugtoptagelse og høj trykstyrke.
- EPS er gift- og lugtfrit og taber ikke sin styrke selv under stor luftfugtighed.
- EPS er fugtresistent, så der ikke kan trænge vand igennem materialet.
EPS lever til fulde op til byggemyndighedernes krav til isoleringsmaterialer.
I vores moderne samfund nyder vi hver dag godt af isoleringen i vores boliger, men vi bemærker det sjældent, fordi den oftest er skjult bag vægge og i gulve. Isoleringen gør det lettere at holde en ønsket temperatur i bygninger. Og det sparer energi, uanset om det er til opvarmning eller til afkøling.
EPS-isolering anvendes til isolering af gulve, tagkonstruktioner og facader i alle slags bygninger – lige fra boliger over erhvervsbyggeri til institutioner.
På grund af den meget lave varmeledningsevne skal man bruge langt mindre isolering for at opnå det samme energieffektivitetsniveau, som andre isoleringsmaterialer opnår ved hjælp af tykkere lag. Det betyder eks. tyndere vægge og dermed større rum, men det betyder også lavere ressourceforbrug. Samtidig er der store klimagevinster ved EPS-isolering.
Intelligent materiale
EPS – ekspanderet polystyren – består af ca. 98 pct. lukkede luftfyldte celler og kun 2 pct. polystyren. Det er en intelligent og smart udnyttelse af kombinationen af luft og polystyren, som gør, at EPS har gode varmeisolerende egenskaber og afviser fugt. EPS er gift- og lugtfrit, og materialet mister ikke trykstyrke selv under høj luftfugtighed. EPS-isolering lever således til fulde op til byggemyndighedernes krav til isoleringsmaterialer.
God isoleringsevne
Når EPS-isolering består af 98 pct. stillestående luft, betyder det også, at materialet er særdeles velegnet til at sikre, at kulde og varme bliver nøjagtigt der, hvor vi ønsker det. Beregninger fra Danmarks Tekniske Universitet viser, at der er god økonomi i at vælge den rette mængde EPS-isolering. Eksempelvis skal der som minimum isoleres med 275 mm EPS i huse med gulvvarme, mens der i lavenergihuse anvendes op til 450 mm.
Varmekonduktivitet
Varmekonduktiviteten beskriver materialets evne til at lede varme. Den termiske ledningsevne – også kaldet varmeledningsevne eller lambda-værdi (λ værdi) – måles i W/mK. Jo lavere lambda-værdi, jo bedre er isoleringen. EPS isoleringsprodukter er mærket med den deklarerede varmeledningsevne – – λdekl. Ved varmetekniske beregninger – fx ved beregning af U-værdi – skal den projekterende benytte dimensionerende varmeledningsevne – λdesign, som tager højde for, hvor fugtudsat EPS-isoleringen er i brugssituationen.
U-værdi
U-værdien, eller varmetransmissionskoefficienten – W/m2K – er et mål for, hvor let et byggemateriale eller en bygningsdel lader varme passere igennem. U-værdien angiver, hvor meget varme, målt i watt (W), som kan strømme gennem et areal på 1 m2 ved en konstant temperaturforskel på 1 K (1 Kelvin = 1 ° C) mellem den varme og kolde side af bygningsdelen. Jo lavere U-værdi, jo bedre isolering og mindre energiforbrug.
Varmemodstand
Varmemodstanden – m2K / W – angiver, hvor effektivt et materiale isolerer. Varmemodstanden – R – beregnes ved hjælp af λ-værdien, og isoleringstykkelsen og er lig med EPS-pladens tykkelse – d – i meter divideret med λ-værdien: R = d / λ og udtrykkes som m2K / W. EPS isoleringsprodukter er mærket med deklareret varmemodstand – Rdekl. Varmemodstanden øges med tykkere EPS-plader og faldende λ-værdi.
Vanddamppermeabilitet
Vanddamppermeabiliteten – δ – for EPS i standard kvaliteter varierer med densitet fra 0,030 til 0,006 mg/Pa h m.
Afviser fugt
Selvom EPS-isolering består af en masse luftceller, er materialets struktur så tæt, at det let afviser fugten fra undergrunden. Faktisk kan EPS-isoleringen lægges direkte på jorden oven på et lag faststampet sand. EPS er et ikke kapillarsugende materiale. Selv ved længere tids nedsænkning i vand er fugtoptagelsen mindre end 5% vol. EPS er derfor velegnet som kapillarbrydende lag under terrændæk og ved udvendig isolering af fundamenter. De fugtafvisende egenskaber gør også EPS-pladerne velegnede til isolering af ydervægge i kældre og af flade tage.
EPS-isolering har høj trykstyrke
EPS-isolering er et meget robust materiale, som tåler høj og vedvarende trykbelastning. Det er en stor fordel, når vi isolerer i terrændæk og fundamenter under vores huse. Således kan EPS-pladerne uden yderligere forstærkning bære fx gulve og skillevægge i ganske betragteligt omfang.
EPS er holdbart
EPS er modstandsdygtig overfor de mest almindelige kemikalier med undtagelse af visse organiske opløsningsmidler. EPS påvirkes ikke af svampe eller mikroorganismer. EPS indeholder ikke næringsstoffer og udgør derfor ikke fødeemne for gnavere og insekter. EPS udgør dog ingen fysisk barriere for indtrængning af denne type skadedyr.
I lighed med beton mister EPS ikke sin styrke over tid. Langvarig UV-stråling – fx sollys – kan medføre misfarvning på overfladen, og at materialet bliver sprødt. EPS korroderer ikke og påvirker heller ikke korrosion i tilstødende materialer. EPS kan endvidere skades af opløsningsmidler og overdreven mekanisk påvirkning.
Nemt at arbejde med og installere
EPS-isolering har en meget lav vægt, og det gør det nemt at håndtere på byggepladsen. Det betyder, at risikoen for løft- og slidskader er minimal. Den lette vægt gør det samtidig let at installere korrekt. Fordi EPS består af lukkede perler af polystyren, så falder EPS-isolering ikke sammen over tid, og den mister heller ikke sin isoleringsevne. EPS-isolering er undersøgt til at fastholde isoleringsevnen over 50 år, beregninger har fastslået, at EPS-isolering uden problemer kan fastholde isoleringsevnen langt udover dette.
Dertil kommer, at når EPS-isoleringen først er korrekt indbygget, så skal den ikke vedligeholdes. Derfor gælder det, at korrekt indbygget EPS-isolering er en energibesparelse i hele byggeriets levetid, helt uden drift og vedligehold.
Relateret indhold
Find mere viden om plast i byggeriet.