PBT-plast (polybutylenterephthalat)

Del:

PBT-plast er termoplastisk polyester-type med gode elektroisolerende egenskaber.

 

PBT (polybutylenterephthalat) er en delkrystalinsk termoplast. Det er en polyester-type, der i upigmenteret tilstand er gennemsigtig eller hvid.

Materialet hører samen med POM-plast (polyoxymethylen) til i gruppen konstruktionsplast. Det betyder, at de har en bedre kombination af fysiske og kemiske egenskaber end de såkaldte standard termoplast-typer, men de markedsføres også til en pris, der er ca. to-tre gange højere end prisen på polyolefiner og PVC. Volumenmæssigt er der således tale om relativt små materialer.

PBT-plast
Strukturformel for PBT. Kilde: Wikipedia.org

Materialeegenskaber for PBT-plast (polybutylenterephthalat)

PBT-plast har en kombination af stivhed, træk- og slagstyrke også ved lavere temperaturer samt stor styrke med langtids statisk belastning. Slid- og friktionsegenskaberne er gode sammenlignet med andre termoplast-typer. Materialets termiske egenskaber er også gode, da der er tale om et semikrystallinsk materiale med et smelteområde mellem 220 og 225 grader, hvilket betyder, at emner i PBT kortvarigt og ubelastet kan udsættes for temperaturer lige under ovennævnte smeltetemperatur.

Desuden har PBT gode friktions- og slidegenskaber. Ringe fugtoptagelse giver dimensionsstabile og ensartede elektriske egenskaber over et bredt temperatur- og fugtighedsområde. Derimod er stoffet ved temperaturer over 50-60 C følsom over for hydrolyse, da molekylerne nedbrydes og emnerne kan blive sprøde som knækbrød.

Foruden grundtyperne findes en række typer, som f.eks. er gjort ekstremt letflydende, armeret med glasfiber, brandhæmmet med og uden halogener samt en række polymerblends som kan bestå af PBT blandet med enten PET, ASA, PC, PMMA eller TPE.

PBT-blends med amorfe polymerer (ABS, ASA og PC) giver emner med lille kast, gode flydeegenskaber og lavere densitet. Som en generel regel gælder, at materialet kan forarbejdes ved alle kendte metoder, der gælder for termoplast. De vigtigste forarbejdningsmetoder er sprøjtestøbning og ekstrudering

Anvendelser for PBT-plast

Elektronik- og bilindustrien er de største forbrugere af PBT. Materialet bruges bl.a. til stikforbindelser, brusehoveder, strygejern, fibre i tandbørster og taster til computertastaturer.

Plasttypen har stor betydning for elektro- og elektronikindustrien, fordi materialet har gode elektroisolerende egenskaber. Disse elektriske egenskaber ændres ikke ved tilsætning af brandhæmmende additiver som er nødvendige for at opfylde myndighedernes krav til selvslukkelighed.

PBT kan også bruges til stof til bl.a. sportstøj. På grund af høj resistens mod klor, er det almindeligt forekommende i badetøj.