Umættet polyester (UP) er den mest anvendte hærdeplast. Forstærket med glasfiber (GUP) bruges materialet bl.a. til vindmøllevinger.

Den mest anvendte hærdeplast er umættet polyester (ofte forkortet UP). Den bliver anvendt til produktion af såvel laminerede, støbte som pressede kompositter. Som forstærkning af materialet anvendes især korte og lange glasfibre samt i mindre grad kul- og aramidfibre. Forstærket med glasfibre (ofte forkortet GUP) har  stoffet bl.a. stor styrke og stivhed, som kan være i samme størrelsesorden som ulegeret stål.

Kompositter med matrix af umættet polyester finder bred anvendelse i transportmateriel både til lands, til vands og i luften. Desuden i byggeriet til blandt andet rør, sanitetsartikler, tagkonstruktioner, facadeplader og svømmebassiner.

I Danmark har sådanne  kompositter især fundet stor udbredelse til fremstilling af møllevinger, både, tanke og renseanlæg for røg og vand.

Vindmøllevinger er bl.a. lavet af en umættet polyester.