Rørekstrudering anvendes i fremstillingen af rør og slanger i plast.
Rør og slanger er blandt de mest udbredte eksempler på ekstruderede produkter og produceres i en proces kaldet rørekstrudering.
Det værktøj, der monteres på enden af ekstruderen, fremstiller et rør eller en slange med nogenlunde den dimension, man ønsker for det færdige produkt. Det kan dog varieres inden for visse grænser. Når den bløde slange forlader værktøjet, føres den ind i en kalibrering, som skal sørge for, at rørets eller slangens udvendige diameter bliver korrekt.
Rørets/slangens overflade presses mod kalibreringen ved hjælp af vakuum eller trykluft. Under og efter kalibreringen afkøles plastmaterialet i et eller flere vandbade eller brusekamre. Fremføringen foregår mellem to larvefodslignende transportbånd, som holder en konstant aftrækshastighed, og til sidst sker der en afkortning eller opspoling af det færdige produkt.