Epoxy-plast er meget udbredt hærdeplast, der ligesom umættet polyester bl.a. bruges i fly- og vindmølleindustrien.
Epoxy-plast er en hærdeplast, der dækker over en lang række kemikalier (også kaldet kunstharpikser) med store forskelle i elasticitet, viskositet, styrke, hærdetid, temperaturfølsomhed, blandingsforhold og brug.
Generelt har epoxy-plast meget stor evne til at klæbe til de fleste materialer og kan gøres modstandsdygtig over for diverse kemikalier. Stoffet er vand- og damptæt og har både en meget høj mekanisk styrke og høj varmebestandighed i forhold til andre termohærdede harpikser.
Epoxy-plast bliver anvendt som lamineringsharpiks og støbemasse i kombination med såvel korte som lange glas-, kul- og aramidfibre.
Epoxy baserede kompositter finder bred anvendelse i fly-, rumfarts- og vindmølleindustrien hvor blandt andet materialernes lave vægt og brudforlængende egenskaber er meget nyttige. Også i skibe, både, containere, elektriske komponenter, isolatorer og moderne sportsudstyr bliver der ofte anvendt epoxy-kompositter.