ABS-plast er en hård, glansfuld plasttype, der bl.a. bruges til LEGO-klodser.
ABS tilhører de amorfe termoplast-typer. ABS er baseret på akrylonitril, butadien og styren.
Sprøjtestøbning, ekstrudering, blæsestøbning og vakuumformning er meget anvendte forarbejdningsmetoder.
Materialeegenskaber for ABS-plast
Med ABS kombineres styrke og stivhed i akrylonitril og styren med sejhed i butadien-gummi. Fremragende hårdhed, glans, sejhed og elektrisk isolering opvejer omkostningerne ved at fremstille ABS, som ligger forholdsvis højt sammenlignet med andre polymerer.
Ved at ændre mængdeforholdene i de indgående komponenter og ved variation af polymerisationsgraden og de kemiske bindinger mellem de to faser kan man opnå forskellige egenskabskombinationer.
Anvendelser af ABS-plast
Den vigtigste anvendelser er fremstilling af kabinetter til hårde hvidevarer, telefoner og computere, udstyr til biler samt til LEGO-klodser og andet legetøj.
ABS har mindre god vejrbestandighed idet det nedbrydes af sollys og egner sig derfor ikke til udendørsbrug.