Kæmpe skuffelse over manglende global aftale om plastforurening
Verden har brug for en global aftale mod plastforurening – men desværre blev de afsluttende forhandlinger om en FN-traktat i den sydkoreanske by Busan ikke afsluttet med en aftale. Det er en stor skuffelse, mener Plastindustrien.

– Vi er dybt ærgerlige over, at der ikke er landet en aftale. Plastforurening er en global udfordring, som kræver en global løsning. Uden en samlet aftale risikerer vi, at problemerne bliver grebet vidt forskelligt an og med meget varierende ambitionsniveauer rundt om i verden, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
Plastindustrien havde håbet på en aftale, der blandt andet havde sikret:
- Større krav og incitament til at designe cirkulære plastløsninger
- Krav om genanvendt materiale i visse produkter
- Stærkere fokus på globale producentansvar
- Fælles globale standarder for kvaliteten af genanvendte materialer
– Vi har brug for klare globale rammer, der fremmer de cirkulære løsninger og får os alle sammen til at betragte plast som en værdifuld ressource, ikke som affald. En manglende aftale er desværre en tabt mulighed for at sætte en fælles retning, der kunne gøre en reel forskel for miljøet. Vi skal have endnu mere genanvendt materiale i produktionen og øge incitamenterne til at designe mere cirkulært. Plast spiller en uundværlig rolle i samfundet og den grønne omstilling, blandt andet i vindmølleproduktion, energibesparelser og sundhedsvæsenet. Derfor skal vi også sikre en ansvarlig brug og genanvendelse af plast frem for at se det som et materiale, der skal bekæmpes, siger Christina Busk.
Danmark og EU kan gå foran
Danmark og EU er allerede på vej med strengere krav til blandt andet genanvendt materiale i emballager og et producentansvar, der skal styrke incitamenterne til at designe plastprodukter mere ansvarligt og cirkulært. Plastindustrien mener, at Danmark og EU bør dele sine erfaringer med de lande, der stadig mangler ressourcer og løsninger til at udvikle effektive cirkulære økonomier.
– Vi kan ikke vente på, at hele verden bliver enige. Danmark og EU må fortsat gå forrest med de gode eksempler og arbejde for at udbrede dem til andre dele af verden, men det er svært at skabe globale forandringer uden en fælles international aftale, siger Christina Busk.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien
3. marts 2025
Hvem skal vinde Plastprisen 2025? Indstil din kandidat nu
Frem til 21. marts kan du indstille kandidater til Plastprisen 2025. Prisen uddeles på Plastdagen den 15. maj i Industriens Hus.
Læs mere
5. februar 2025
Stor investering skal accelerere cirkulær produktion
Med 125 millioner kroner i støtte skal danske virksomheder blive bedre til at genbruge og genanvende plast. Plastindustrien er med i indsatsen, der især skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at omstille sig til en mere bæredygtig fremtid.
Læs mere
27. januar 2025
Erhvervsminister Morten Bødskov besøgte Lynddahl i Ribe
Mandag besøgte erhvervsminister Morten Bødskov plastvirksomheden Lynddahl i Ribe. Her fik han en rundvisning på virksomheden, der blandt andet producerer haveslanger.
Læs mere