Firma Logo

ANDERTECH i Humlebæk søger en regnskabsansvarlig

Er du klar til at være énmandshæren bag tallene, der har det fulde ansvar for økonomien i ANDERTECHs hoved- og søsterselskab? Her får du hænderne ned i alt fra bogføring og løn til rapportering og årsregnskab – og friheden til at forbedre systemer og arbejdsgange undervejs.

Du kan se frem til:

  • en smidig organisation uden tunge processer og genstridige mellemled
  • en arbejdsplads i bevægelse – og med nogle af de største kunder inden for deres felt
  • et hold kolleger, der går op i det gode samarbejde

En plastvirksomhed med fart på – og med industrigiganter som kunder

ANDERTECH A/S udvikler og leverer tekniske løsninger til plast- og produktionsindustrien i Norden og Europa – fra maskiner og automation til digitale systemer.

Virksomhedens kunder tæller nogle af Danmarks og Nordens største virksomheder, som virksomheden støtter i at effektivisere deres produktion, gennem en effektiv kombination af mangeårig erfaring og et stadigt større fokus på digital teknologi og Industry 4.0.

Her får din gode idé hurtigt ben at gå på

Du bliver en del af et lille, men specialiseret team på 15 engagerede kolleger. Her arbejder kolleger sammen i en hverdag, hvor de spændende projekter kræver en høj faglighed – der heldigvis bliver suppleret mere end rigeligt af højt humør.

ANDERTECH har masser af plads til initiativ, og fordi virksomheden ikke er større, er der ikke langt til, at idéerne bliver til virkelighed. Det kommer især til at gælde for dig, da du som den eneste, der sidder med økonomi, får vide beføjelser til både at forme hverdagen og tænke fremad.

Du er hands-on på alle aspekter af virksomhedens økonomi

Du får ansvaret for regnskabet i moderselskabet og et mindre søsterselskab. Det betyder, at du både holder styr på den daglige økonomi, samtidig med at du understøtter forretningen med analyser og er den, der går forrest med at optimere og digitalisere virksomhedens arbejdsgange.

Du kommer hele paletten rundt, når du bl.a.:

  • varetager alt fra bogføring og debitorstyring til afskrivninger og hensættelser
  • udarbejder måneds- og årsregnskab og klargør materiale til revisor
  • kører løn i Dataløn, inkl. ferieregnskab, timeregnskab og afspadsering
  • udarbejder rapporter og opdaterer nøgletal til ledelsen og salgsafdelingen
  • bliver virksomhedens superbruger i Navision – og når virksomhedens i fremtiden implementerer et nyt system, får du en vigtig rolle.

Desuden støtter du dine kolleger med administrative opgaver, som fx at administrere MitID, e-Boks og SKAT samt kreditkort, Brobizz m.m.

Du har regnskabet i din hule hånd – og mod på at optimere

Du kan din regnskabsdrift fra A til Z, samtidig med at du har blik for, hvordan virksomheden kan gøre tingene smartere. Og så trives du godt med at have flere kasketter på og give kollegerne en hånd, hvor der er brug for det – uanset hvad der står i din jobbeskrivelse.

Virksomheden forestiller sig også, at du:

  • har en bred erfaring med bogholderi, afstemninger, rapportering og årsregnskab
  • kan se dig selv som Navision-administrator, er superbruger i Excel og har generelt let ved at navigere i IT-systemer
  • gerne har erfaring fra en international produktionsvirksomhed – men det er ikke et hårdt krav for virksomheden
  • kommunikerer tydeligt på både dansk og engelsk.

Har du spørgsmål? Kontakt Erik Sten Andersen på esa@andertech.dk.

Ansøgningsfrist: 12. maj 2025.

Tiltrædelse er snarest muligt, men virksomheden venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat og indkalder løbende til samtaler, så vent ikke forlænge med at søge.

Virksomheden glæder sig til at høre fra dig!

Ledige stillinger

I Plastindustrien