Hvilke typer af plast findes der?

Plast findes i alle former og farver og med mange forskellige egenskaber.

Del:

Der er mange tusinde forskellige plasttyper med forskellige materialeegenskaber. Man kan opdele dem i to hovedgrupper:

  • Termoplast, som bliver blødt, når det varmes op og hårdt igen, når det køles ned.
  • Hærdeplast, som aldrig bliver blødt igen, når det først er formet.

I Det Store Plastleksikon her på hjemmesiden gennemgår vi en lang række af de mange forskellige typer af plast. Her en oversigt over nogle af de mest almindelige:

  • HDPE
    En high density polyethylen, der er den mest almindelige plasttype med utallige anvendelser, bl.a. dunke, rør, kasser og folie. Bruges endog som konstruktionsplast, dvs. teknisk plast. Ofte kan PP bruges i stedet.
  • LDPE
    En low density polyethylen, der er det mest almindelige materiale til folie, blandes ofte med LLDPE. Til folie kan også bruges PA (polyamid eller nylon).
  • Polypropylen (PP)
    Polypropylen er den lille konstruktionsplast med mange anvendelser. Forbruget af PP er vokset stærkt, da prisen er ret lav.
  • Polyamid (PA)
    Polyamid er en stærk plast (nylon), der bruges både til folie og tekniske konstruktioner. Kan skræddersys til mange formål.
  • PVC
    PolyVinylChlorid er det mest anvendte materiale til rør og profiler. Findes både som hård PVC og blød PVC tilsat en blødgører, bl.a. til slanger.
  • Polystyren (PS)
    Polystyren kendes fra utallige emballager, fx plastbægre. Konkurrerer med andre plastmaterialer, bl.a. PP, PC og PET (sodavandsflasker).
  • ABS
    En flot teknisk plast med høj glans. Konkurrerer med PP til bl.a. kufferter og bildele. LEGO-klodser er af ABS. Prisen er ret høj.
  • PBT-plast
    Konstruktionsplast med særdeles gode mekaniske egenskaber. Prisen er høj.