Erhvervsminister Morten Bødskov besøgte Lynddahl i Ribe

Mandag besøgte erhvervsminister Morten Bødskov plastvirksomheden Lynddahl i Ribe. Her fik han en rundvisning på virksomheden, der blandt andet producerer haveslanger.

1737979860306

Erhvervsminister Morten Bødskov besøgte Ribe-virksomheden Lynddahl. I besøget deltog også Peter Kofod, DF, og Anders Kronborg, S. Foto: Lynddahl Group.

Virksomheden Lynddahl i Ribe producerer årligt 60 millioner meter haveslange. Hos Lynddahl har man benyttet sig af vækstlån fra Export and Investment Fund of Denmark, og blandt andet derfor besøgte erhvervsminister Morten Bødskov mandag d. 27. januar Ribe for at høre mere om Lynddahls erfaringer som dansk produktionsvirksomhed.

Under besøget fik ministeren sammen med folketingsmedlemmerne Peter Kofod, DF, og Anders Kronborg, S, en rundvisning af CEO Michael Bayer Thomsen, der præsenterede virksomhedens avancerede produktion af blandt andet haveslanger og biomedier.

I et LinkedIn-opslag kalder erhvervsministeren Lynddahl for “dansk produktionsindustri, når det er bedst.”

Morten Bødskov fremhæver blandt andet virksomhedens konkurrencedygtige, effektive og automatiserede produktion, som er med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.

Vækstlån

I juni 2024 indgik regeringen og et bredt flertal en ny iværksætteraftale, der skulle sikre bedre vilkår til dansk iværksætteri.

Som en del af aftalen blev der afsat 7,5 mia. kroner til at gøre ordningen med vækstlån permanent.

Lynddahl er én af de virksomheder, der har benyttet sig af vækstlån. Under besøget blev det diskuteret, hvordan den nye iværksætteraftale kan bidrage til yderligere udvikling.

1737979860301

Under besøget fik Anders Kronborg (tv.), Morten Bødskov og Peter Kofod en rundvisning på virksomheden af Lynddahls CEO, Michael Bayer Thomsen. Foto. Lynddahl Group.

Seneste nyheder

Aktuelt hos Plastindustrien