Det er nu, vi skal have en global plasttraktat

Til august mødes verdens lande igen, denne gang i Genève, for at genoptage forhandlingerne om en global plasttraktat. Det er et vigtigt og historisk øjeblik. Det haster med at styrke de internationale rammer for, hvordan vi bruger og håndterer plast. Og det er nu, det skal afgøres, hvad traktaten egentlig skal rumme – og hvad man kan blive enige om.

Dette indlæg blev bragt i WasteTech d. 6. juni 2025.

Af Christina Busk, miljøpolitisk chef, Plastindustrien

I Plastindustrien bakker vi op om, at verden får en ambitiøs traktat, der fremmer cirkulære løsninger og ansvarlig brug af plast.

Plast er en værdifuld ressource – ikke affald. Det spiller en central rolle mange steder i samfundet: I energisektoren, sundhedssektoren, fødevareforsyningen, transportområdet og i lege- og fritidsaktiviteter.  Derfor skal vi heller ikke bekæmpe plast som materiale – men bekæmpe den dårlige brug og uansvarlige håndtering af plasten.

Vi har brug for globale spilleregler, der skaber incitamenter til mere cirkulært forbrug og ansvarligt design, øget brug af genanvendt materiale og et fælles sprog for kvaliteten af genanvendt plast. Derfor har verden brug for en traktat, der fremmer en bedre håndtering af plasten – ikke en traktat, der dæmoniserer materialet.

Aftalen gik i vasken

Desværre viste forhandlingerne om en global plasttraktat, senest i Sydkorea i december 2024, at fronterne mellem de forskellige koalitioner er trukket skarpt op.

Det lykkedes ikke at nå en aftale, fordi landene var dybt uenige om traktatens omfang, ambitionsniveau og centrale spørgsmål som produktion, kemikalier, forbud og finansiering.

Forhandlingerne er præget af stærke alliancer med forskellige dagsordener. Den såkaldte High Ambition Coalition to End Plastic Pollution, som Danmark er en del af, arbejder for en ambitiøs og juridisk bindende traktat.

The Scientists’ Coalition for an Effective Plastics Treaty, med over 400 forskere, ønsker en traktat baseret på evidens og virkningsfulde løsninger. NGO-koalitionen Break Free From Plastic og mange civilsamfundsaktører ønsker vidtgående regulering, herunder forbud og loft på produktion.

I modsætning hertil står gruppen af like-minded plastic-producing countries, bl.a. Iran, Saudi-Arabien og Rusland, som ønsker en mere afgrænset traktat med fokus på affald – og uden bindinger på produktion og produktdesign.

Om det lykkes at blive enige om en aftale, afhænger i høj grad af, om der kan bygges bro mellem de mange forskellige synspunkter og skabes en balance, hvor både miljøhensyn, økonomiske realiteter og teknologiske muligheder bliver taget alvorligt.

Derfor er forhandlingerne i Genève så afgørende. Det er vigtigt, at vi nu får en aftale, der bygger på et fagligt funderet grundlag, der kan føres ud i den virkelige verden – og ikke kun udmønter sig i symbolpolitik.

Uenighed om traktatens ambitionsniveau

Et af de centrale stridspunkter i forhandlingerne har været spørgsmålet om, hvor omfattende en global plasttraktat egentlig skal være. En række NGO’er presser på for, at traktaten skal indeholde globale forpligtelser, der regulerer hele plastens livscyklus – fra produktion af olie til bortskaffelse. Andre grupper ønsker en anden tilgang, der bygger på affaldshåndtering i lande uden eksisterende systemer.

Global kemikalieliste

Et andet væsentligt tema handler om kemikalier i plast. Her diskuterer parterne, om der skal formuleres en global liste over stoffer, der skal forbydes i plastprodukter. Mange lande og NGO’er støtter idéen, mens andre ønsker, at kemikalieregulering fortsat håndteres nationalt eller regionalt – eksempelvis gennem EU’s eksisterende REACH-lovgivning.

Forbudte produkter

Under forhandlingerne er det også blevet kraftigt diskuteret, om traktaten skal indeholde globale forbud mod konkrete plastprodukter – i stil med principperne i EUs engangsplastdirektiv, som blandt andet har forbudt sugerør og bestik i plast. Flere lande ønsker, at man går samme vej globalt, mens andre mener, at sådanne forbud bør fastsættes nationalt eller regionalt, fordi både behov og affaldsinfrastruktur varierer meget fra land til land.

Det er dog ikke en løsning, at indføre globale forbud, der blot skubber forbrugere over til andre alternativer og flytter problemerne til nye materialer – som når plastsugerør erstattes med papsugerør, uden at der sker en reel miljøgevinst.

Produktionsloft

Et af de mest konfliktfyldte emner under forhandlingerne har været spørgsmålet om et globalt produktionsloft på ny (virgin) plast. Hér ønsker flere grupper, at der skal sættes et mål for at reducere den globale plastproduktion med op til 75 %, mens andre ønsker at fastholde det nuværende niveau – som ikke må forøges i takt med befolkningstilvæksten.

I Plastindustrien har vi hele tiden været imod et globalt loft på produktion af ny plast, da det ikke vil løse årsagen til plastforurening, eller sørge for at de rette produkter kommer på markedet, eller indeholder mere genanvendt plast. I stedet bør man fokusere mere målrettet på krav om genanvendt indhold af plast i visse produkttyper, design til genanvendelse, udbygning af affaldssystemer og supplere med producentansvarsordninger, der tilskynder producenter til at designe cirkulært.

Ny, virgin, plast er uundværlig i mange sammenhænge, for eksempel i medicinsk udstyr med høje krav til materialernes renhed og egenskaber.Et produktionsloft kan i sig selv ikke  garantere, at den begrænsede mængde ny plast vil være tilgængelig i de rette plasttyper og mængder, dér hvor de reelle behov er. Det er dermed et for diffust værktøj, som ikke skaber de direkte virkninger, som der argumenteres for.

Hvem skal betale?

Som altid rejser spørgsmålet om finansiering sig: Hvem skal betale for oprydning af plast i naturen og opbygning af affaldssystemer i lande, hvor det er nødvendigt?

Nogle peger på, at de rige lande – som historisk har produceret og eksporteret meget plast – har et særligt ansvar. Andre ser globalt producentansvar som et muligt redskab til at sikre finansiering og incitament til bedre design og affaldshåndtering.

Vores håb til Genève

I Plastindustrien håber vi i høj grad, at forhandlingerne i Genève fører til en realistisk aftale – og ikke blot fastlåser uenighederne yderligere.

Verden har brug for en traktat, men vi har også brug for, at den er klog. Klog på, hvad der virker, og klog på plastens betydning i et moderne samfund. Derfor deltager vi også aktivt i processen og arbejder for, at vi får en aftale med både praktiske, ambitiøse og grønne løsninger.

Det er nu, vi skal have en global plasttraktat. Og det er nu, vi skal sikre, at den kommer til at gøre en reel forskel.