Oplev Industriens Hus på Kulturnatten – Plastindustriens medlemmer inviteres
Fredag den 11. oktober 2024 slår Industriens Hus dørene op til en spændende aften fyldt med sjove og lærerige aktiviteter for hele familien, når Kulturnatten løber af stablen. Under temaet “En verden af vand” er der lagt op til en aften med masser af fascination og oplevelser for både børn og voksne.
OBS. Husk at købe kulturpas.
Plastindustrien er naturligvis med, og vi opfordrer alle medlemmer til at tage del i festlighederne sammen med deres familier. I Industriens Hus kan du blandt andet deltage i en række aktiviteter, der sætter fokus på genanvendelse af plast og bæredygtighed.
Plastindustrien: Fra plastaffald til nye produkter
Kom og prøv kræfter med at kværne plastaffald og støbe det om til din egen souvenir! Ved Plastindustriens stand kan børn og voksne fiske genbrugsplast fra andedammen, som derefter smeltes om. Aktiviteten giver et spændende indblik i, hvordan plastaffald kan genanvendes til nye produkter og viser vigtigheden af at holde plast ude af naturen – og især havet.
Plast hører ikke til i havet – det skal genanvendes til nye produkter. Ved at blive bedre til at genanvende plast bidrager vi til en grønnere fremtid med færre ressourcetab og nye arbejdspladser.
Udover Plastindustriens aktiviteter kan du opleve et væld af andre spændende tilbud i Industriens Hus. Smag på fremtidens vandfiltreringsteknologi, lav selvlysende dybhavsfisk, hør koncert med Katrine Bille fra Ramasjang eller byg dit eget akvarium af genbrugsglas. Der er også mulighed for at fiske plast fra andedammen, tage sjove selfies fra “havets bund” og meget mere.
Praktisk information
Industriens Hus er åbent fra kl. 18.00 til 23.00, og alle med Kulturpas er velkomne. Tag din familie med og vær med til at skabe en festlig og meningsfuld Kulturnat med fokus på en bæredygtig fremtid.
Vi glæder os til at se dig til en aften med flydende fascination og vandaktiviteter for hele familien i Dansk Industri på Kulturnatten 2024!
Sted: Industriens Hus, lige ved Rådhuspladsen
Tid: Fredag den 11. oktober 2024, kl. 18.00-23.00
Køb dit digitale kulturpas her – eller et fysisk kulturpas, der kan købes i alle 7-Eleven butikker i Hovedstadsområdet.