Netværksdagen 2024
Efterårets højdepunkt i Plastindustrien – Netværksdagen 2024 – afholdes torsdag d. 21. november på Hindsgavl Slot i Middelfart.
Det er ikke længere muligt at tilmelde sig arrangementet.
Plastindustrien inviterer til Netværksdagen 2024 den 21. november på Hindsgavl Slot i Middelfart.
Dagen starter dagen kl. 12.00 med frokost og herefter følger det faglige program. Om aftenen er der netværksbar efterfulgt af middag og underholdning.
Hovedtemaer: Virksomhedskultur og det amerikanske præsidentvalg
Hovedtemaerne for Netværksdagen 2024 er virksomhedskultur og konsekvenserne af det amerikanske præsidentvalg.
Virksomhedskultur spiller en central rolle i tiltrækningen og fastholdelsen af medarbejdere. Hør hvordan ledere kan skabe en kultur, der motiverer og engagerer medarbejdere på tværs af generationer.
To uger inden Netværksdagen har de amerikanske vælgere været ved stemmeurnerne og stemt til det amerikanske præsidentvalg. På Netværksdagen 2024 ser vi nærmere på, hvad resultatet kommer til at betyde for danske virksomheder.
Program
12.00 Registrering og frokost
13:00 Velkommen til Netværksdagen v/ Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien.
13:15 Virksomhedskultur og fastholdelse af medarbejdere v/Rikke Borup Holmgaard, HR- direktør, Norlys Energy Trading A/S.
Kulturen i en virksomhed påvirker ikke kun medarbejdernes trivsel, men også virksomhedens evne til at være konkurrencedygtig. En sund kultur kan tiltrække talenter, skabe sammenhold, og bidrage til innovation.
Rikke Borup Holmgaard, tidligere HR director i ved Samsung Cambridge Solution Centre og nuværende HR-chef i Norlys Energy Trading A/S, deler praktiske erfaringer fra sin karriere som HR-chef i forskellige brancher og giver et indblik i, hvordan en stærk virksomhedskultur kan være med til at fastholde medarbejdere i en tid med øget konkurrence om talent.
Hun kommer også med et bud på den selvrekrutterende virksomhed og peger os i retning af hvilke kompetencer, hvilken kultur og hvilken adfærd vi som ledere skal modne, for at kvalificere os til at være det oplagte valg og gen-valg for de mennesker, vi har brug for, så vi kan lykkes med de mål vi har for vores virksomheder.
Rikke Borup Holmgaard har gennem de seneste 20 år arbejdet med rekruttering og udvikling af medarbejdere, ledere og topchefer i Tyskland, Frankrig, Sverige, Storbritannien samt i Danmark, og været en del af internationale M&A teams.
Derudover er hun ambassadør for Invest in Aalborg og personligt udpeget medlem af Aalborg Erhvervsråd.
14:00 Pause
14:30 Temaspor. Obs. Tilmelding til temaspor sendes ud før Netværksdagen.
- ESG-rapportering i plastindustrien: Udvikling af nyt værktøj målrettet plastvirksomheder
Med dette spor følger vi op på sidste års indlæg om ESG-rapportering og betydningen for danske plastvirksomheder. Mange virksomheder er godt i gang med deres kortlægning af miljømæssige forhold – fra klimaregnskab til plastgenanvendelse. Fremover ligger opgaven med at definere sociale og ledelsesmæssige forhold samt udarbejde dobbelt væsentlighedsanalyser, hvoraf mange vil være fælles for plastbranchen. Hør om Plastindustriens engagement i et ESG-projekt i regi af DI Produktion, hvor der udvikles et værktøj, som kan anvendes af danske plastproducerende virksomheder til at arbejde med værdikæder og dobbelt væsentlighedsanalyse. - Fremtidens uddannelse i Plastindustrien. Adm. direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, vil med udgangspunkt i Plastindustriens nye strategi uddybe visionerne for fremtidens uddannelser i branchen og Peter Trillingsgaard, branchedirektør, DI Produktion vil fortælle, hvordan DI Produktion arbejder med tiltrækning af arbejdskraft til danske produktionsvirksomheder. Carsten Fisker, uddannelsesleder på Den Jyske Håndværkerskole, vil præsentere en ny fleksibel model, som er skabt for at give eleven den perfekte balance mellem fysisk tilstedeværelse og fjernstudie. På den måde kan skolegangen tilpasses elevens og virksomhedens behov.
- Design for Disassembly. Sådan kommer vi i gang med re-design af de sidste 50 års plastprodukter. Lykke Margot Ricard, lektor i bæredygtig innovation og teknologi, ved Syddansk Universitet og ph.d.-studerende Sofie Bach Hybel undersøger, hvordan mange af de produkter, der er blevet produceret gennem de sidste 50 år – ofte med fokus på lave omkostninger og holdbarhed – kan gentænkes for at fremme genanvendelighed. Oplægget dykker ned i, hvordan virksomheder kan komme i gang med at re-designe eksisterende produkter, så de understøtter en cirkulær økonomi og fremtidssikret produktion.
15:30 Pause
16:00 Hvad betyder det amerikanske præsidentvalg for danske virksomheder v/Steen Bocian, økonomisk redaktør, Børsen.
Steen Bocian er en af de skarpeste økonomiske analytikere i Danmark. Med en cand.polit. fra Københavns Universitet og mange års erfaring som cheføkonom i både Danske Bank og Dansk Erhverv, er Bocian en førende stemme, når det kommer til at forstå de komplekse sammenhænge mellem økonomi og politik.
To uger før Netværksdagen har det amerikanske præsidentvalg fundet sted. I sit foredrag vil Steen Bocian analysere valget, konsekvenserne af valgresultatet for danske virksomheder samt komme med et bud på, hvad danske virksomheder kan forvente i en globaliseret økonomi, hvor USA’s politiske kurs har stor indflydelse.
17:00 Netværksbar, underholdning og middag
Tag din kollega med under armen!
Netværksdagen er både for virksomhedsrepræsentanter i Plastindustriens medlemskreds såvel som øvrige danske plastvirksomheder, eksterne samarbejdspartnere og andre, der interesserer sig for, hvad der fylder i plastbranchen netop nu.
Med andre ord: Alle er velkomne, og vi håber på at se rigtig mange både nye og velkendte ansigter.
Overnatning
Det er muligt at bestille overnatning ved at kontakte Hindsgavl Slot.
Pris
Priser for deltagelse i netværksdagen ser ud som følger:
- For medlemmer af Plastindustrien
Netværksdag: 995,-
Netværksdag inkl. middag: 1.495,- - For ikke-medlemmer
Netværksdag, ikke-medlemmer: 1995,-
Netværksdag inkl. middag, ikke-medlemmer: 2.495,- - For studerende
Pris for studerende: 300,-
Pris for studerende inkl. middag: 550,-
Tilmelding
Det er ikke længere muligt at tilmelde sig arrangementet.
Afbestilling skal ske senest én uge før Netværksdagen (den 14. november). Sker det efter den dato, vil du blive faktureret for arrangementet.
For mere information vedr. tilmelding, kontakt alm@plast.dk.