Netværksdagen 2021

Netværksdagen den 16. november er et af årets højdepunkter i den danske plastbranche. En hel dag på Hindsgavl Slot i Middelfart fyldt med inspirerende faglige oplæg og gode muligheder for at netværke samt en hovedtaler i form af fhv. finansminister Bjarne Corydon.

Del:

Netværksdagen 2021 foregår den 16. november på Hindsgavl Slot i Middelfart i Tranesalen med fagligt program fra kl. 13.00-18.30 (frokost er fra kl. 12.00), hvorefter der er middag.

Vi glæder os til igen at kunne samle over hundrede repræsentanter fra den danske plastbranche til et arrangement, som bl.a. byder på spændende faglige oplæg og gode muligheder for at netværke i løbet af dagen.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, fortæller:

– På Netværksdagen er der masser af tid til at pleje nye og eksisterende relationer på tværs af branchen. Vi har sammensat et skarpt program, der giver deltagerne en masse ny viden og inspiration om emner, der er relevante og aktuelle for danske plastvirksomheder. Sidste år måtte vi desværre aflyse Netværksdagen pga. corona, men det betyder blot, at vi i år giver den en ekstra skalle i forhold til både indhold og underholdning.

DOWNLOAD: Program til Netværksdagen 2021

Neden for kan du læse meget mere om, hvad arrangementet byder på:

Bjarne Corydon udlægger teksten

Bjarne Corydon er hovedtaler til Netværksdagen 2021.

Hovedtaler på Netværksdagen 2021 er den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, der i dag er adm. direktør og chefredaktør på Dagbladet Børsen.

Bjarne Corydon er kendt som en skarp og indflydelsesrig debattør. Han vil i sit oplæg give sin analyse af det fremtidige arbejdsmarked i Danmark, som er under kraftig forandring pga. teknologiudvikling, globalisering og mindre ungdomsårgange.

I sit foredrag giver Bjarne Corydon et velkvalificeret bud på, hvilke overvejelser man i den sammenhæng kan gøre sig, om hvordan man ruster sig til de udfordringer og muligheder, som vi allerede nu kan ane i horisonten.

Plastfaglige temaoplæg

I år gennemfører vi fire forskellige plastfaglige oplæg, så du har mulighed for at dykke ned i de emner, som har din største interesse.

  • Skærp din kommunikation om bæredygtighed

I stigende grad forventes det, at virksomheder er præcise i deres kommunikation om bæredygtighed.

Men hvad skal man som virksomhed være særligt opmærksom på, når man fortæller omverdenen om f.eks. CO2-reduktioner, nye klimatiltag og materialeindholdet i ens produkter? Og hvordan er det nu lige, at reglerne er for, at man må kalde ens produkter/løsninger for ’klimavenlige’ og ’bæredygtige’?

Det kan du blive skarpere på i selskab med oplægsholderen Morten Jastrup, der er partner i Nordic Sustainability, som er en værdibaseret konsulentvirksomhed i krydsfeltet mellem strategiudvikling og bæredygtighed.

Som deltager vil du få en masse konkrete tips og tricks, som du og din virksomhed kan bruge i den daglige kommunikation om bæredygtighed.

  • Hvordan får vi flere faglærte til plastbranchen?

Dygtige faglærte medarbejdere er uundværlige i plastbranchen, men de kommer ikke af sig selv.

Gennem de senere år har det vist sig, at det kræver en stor og målrettet indsats at øge kendskabet til plastmageruddannelsen og tiltrække og rekruttere fremtidens arbejdskraft.

Derfor har Plastindustrien i længere tid prioriteret kampagnen ’Bliv Plastmager’, som er udarbejdet i et tæt samarbejde med rekrutteringsbureauet CompanYoung.

Hvorfor er kampagnen strikket sammen, som den er, og hvilke planer og tiltag er i støbeskeen for at gøre plastmagerkampagnen endnu skarpere? Hvordan kan din virksomhed støtte op og gøre en reel forskel?

Det kan du som deltager få bud på – og byde ind i – i denne session, hvor vi sammen med Den jydske Haandværkerskole og AMU SYD stiller skarpt på, hvordan vi får flere faglærte til plastbranchen.

  • Sådan kommer du i gang med din CO2-kortlægning

Produktionsvirksomheder bliver mødt med stadig stigende krav fra kunder og samarbejdspartnere om dokumentation af CO2-aftryk. Kravene omfatter både direkte udledninger fra produktionen som længere ude i værdikæden via underleverandører.

Men hvordan ser kravene ud i fremtiden og hvordan kan man som virksomhed forberede sig på dette? Og hvilke områder mener du Plastindustrien kan hjælpe med?

Oplægsholdere er:

– Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel, fortæller omm hvilke krav til CO2-dokumentation, som virksomheder kan forvente at blive mødt med fremover. Dertil vil planerne for udvidelsen af projektet Klimaklar SMV blive præsenteret.

– Stig Krog Pedersen, adm. i Elektro-Isola, uddyber resultaterne af virksomhedens forløb i projektet Klimaklar SMV. Elektro-Isola har bl.a. kortlagt virksomhedens CO2-aftryk og fastlagt en strategi for yderligere reduktioner. Endelig fortæller Stig Krog Pedersen også om, hvordan virksomheden kommunerer dens klimaindsats.

  • Teknologitrends og markedsudvikling i regenerat

Det er tydeligt, at genanvendelse af plast er en central del af fremtidens plastindustri. McKinsey har foretaget en fremskrivning af råvareforbruget og frem mod år 2050 sker væksten primært i de genanvendte råvarer. Hvis en plastvirksomhed vil arbejde med nedbringelse af CO2-scope 3, er det derfor væsentligt at bruge mere genanvendt materiale.

Samlet set betyder det, at alle bør dygtiggøre sig på arbejdet med regenerat og på denne workshop får du en status på, hvor langt teknologierne er kommet i forhold til at supportere arbejdet med genanvendt råvare.

Oplægsholdere er:

– Ole Tietze, plastingeniør og repræsentant for råvareleverandøren Polykemi/Rondo,  orienterer om markedsudviklingen i det genanvendte råvaremarked, fra en koncern der både har ny-vare og genanvendt materiale på hylderne.

– Jens Thor Hansen formand for Maskin- og værktøjssektionen og direktør i Engel Danmark, fortæller om trends i teknologierne fra maskinleverandørerne målrettet arbejdet med regenerat.

– Kenneth Westergaard, ejer af værktøjsvirksomheden Uni-Technology, teknologidirektør i Ammaral Beltech Modular og formand for Værktøjsindustrien i Danmark, forklarer om værktøjsperspektiverne på arbejdet med genanvendt materiale.

Workshoppen er en blanding af oplæg, debat og Q&A med deltagerne.

Specialklassen underholder

Årets underholdning bliver i år leveret af Specialklassen (se TV-klip her), som står bag mange anmelderroste impro comedy shows, og du har måske stødt på dem, hvis du har set Zulu Comedy Galla eller lyttet til Radio4.

Deres optræden bliver baseret på spørgsmål og input fra deltagerne, der tager udgangspunkt i Netværksdagens indhold.

DOWNLOAD: Program til Netværksdagen 2021

Vedr. forebyggelse af coronasmitte

Som de fleste nok har bemærket, så er der øget coronasmitte i det danske samfund. Vi følger naturligvis anbefalingerne fra myndighederne i samarbejde med Hindsgavl Slot.

Vi skal nok informere løbende om de præcise krav direkte til deltagerne. Vi ved som udgangspunkt, at deltagerne skal kunne fremvise et gyldigt coronapas på dagen enten ved vaccination og/eller test. Derudover opfordrer vi til, at man bliver hjemme ved tegn på sygdom.

På den måde skaber vi de bedste forudsætninger for et trygt arrangement.

LÆS MERE: COVID-19 – Forebyggelse af smittespredning

Tilmelding

Der er nu lukket for tilmelding. Såfremt du ønsker at komme på venteliste, så send en mail lff@plast.dk.

Frist for at annullere tilmelding: 5. november.

Alle deltagerne får forud for Netværksdagen tilsendt yderligere praktisk information (tjek evt. spam-mappen).

Der er mulighed for at bestilling overnatning ved at booke direkte hos Hindsgavl Slot.

Hvornår

Startdato
16. november 2021
Slutdato
16. november 2021
Tidspunkt
12.00 - 21.00

Hvor

Sted
Hindsgavl Slot
Adresse
Hindsgavl Alle 7 (Tranesalen)
Postnummer
5500
By
Middelfart

Tilmelding

Registreringsfrist
10. november 2021

Kontaktpersoner

Thomas Drustrup

Tlf.: +45 2949 4608
Mail: td@plast.dk
Thomas Drustrup

Anders Kildegaard Knudsen

Tlf.: 2489 3480
Mail: akk@plast.dk
Anders Kildegaard Knudsen