Inspirations- og netværksreception for danskere på K-messen
Rigtig mange danske udstillere og besøgende plejer at besøge K-messen i Düsseldorf, som i år finder sted i perioden 16.- 23. oktober. Derfor afholder Plastindustrien den 21. oktober en uformel reception om eftermiddagen, hvor bl.a. saltkringler, tyske forfriskninger og vidensdeling er på dagsordenen.
Verdens største plastmesse – K-messen i Düsseldorf – foregår i perioden 16.-23. oktober, og arrangørerne forventer i omegnen af en kvart million besøgende til arrangementet.
En delegation fra Plastindustriens sekretariat tager naturligvis også turen til Tyskland for at møde medlemmer og for at suge ny viden til sig.
Derudover er Plastindustrien også vært for en inspirations- og netværksreception for danske deltagere på messen – arrangementet finder sted mandag den 21. oktober i tidsrummet 15.00-18.00 i Room 13 (CCD South). Andre nationaliteter er også velkomne, men sproget bliver på dansk.
Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup glæder sig til at mødes med de mange danske plastrepræsentanter, der er afsted:
– I 2016 inviterede vi også danskerne til at kigge forbi vores reception, hvor de fik mulighed for at hvile benene og dele deres messeoplevelser. Det var et arrangement, som mange af vores medlemmer og andre plastinteresserede var glade for. Derfor gentager vi succesen i år. K-messen er en af de vigtigste begivenheder i kalenderen for den danske plastbranche, både for de mange, der udstiller og for de mange, der søger viden og inspiration.
Alle danske udstillere, gæster og samarbejdspartnere er meget velkomne til at lægge vejen forbi til et glas og en snack – uanset om de er medlem af Plastindustrien eller ej.
Det er gratis at deltage, men af hensyn til de praktiske forberedelser sætter vi stor pris på en forhåndstilmelding.
Arrangementet tilrettelægges i samarbejde med EPS-Branchen og PVC Informationsrådet.