Råvareproducenten SABIC er ligesom den øvrige råvareproducerende industri hårdt ramt af finanskrisen, der har bremset salget af basisplast. Derfor vælger virksomheden nu at omstrukturere aktiviteterne på det europæiske marked for at styrke konkurrenceevnen. Det betyder i praksis, at 1050 stillinger bliver skåret væk.
SABIC har besluttet at gennemføre en større omstrukturering på det europæiske marked, som en konsekvens af en faldende omsætning i kølvandet på finanskrisen. Den manglende økonomiske vækst er skyld i, at efterspørgslen på basisplast er faldet, da der nu er mindre gang i eksempelvis byggeriet og privatforbruget.
Det betyder, at SABIC – i lighed med andre råvareproducenter – er nødsaget til at tilpasse virksomhedens omkostninger. Derfor har virksomheden netop annonceret, at SABIC i den kommende tid skærer 1050 stillinger væk på det europæiske marked. Enkelte af virksomhedens fabrikker bliver formentlig lukket helt ned.
Koos Van Haasteren, der er Vice President i SABIC’s europæiske sektion, fortæller, at omstruktureringen absolut ikke er lig med en neddrosling af virksomhedens ambitionsniveau:
– Vores ambition er at være førende på det europæiske marked, bl.a. når det kommer til omkostningsniveau, profitskabelse og miljøhensyn. Når først omstruktureringen er gennemført, så er jeg sikker på, at SABIC har langt bedre mulighed for at imødekomme vores kunders behov, og SABIC bliver bedre rustet til at tage vare på både vores ansatte, lokalsamfundene og miljøet.
Læs mere under annoncen… ###REKLAME###
Endnu uklart hvordan nedskæringer rammer
Det er i skrivende stund endnu ikke afgjort, hvilke 1050 medarbejdere, i hvilke præcise afdelinger, der skal afskediges. Derfor er det stadigvæk uklart, hvorvidt SABIC’s danske aktiviteter bliver berørt af omstruktureringen, men det bliver offentliggjort i løbet af maj måned.
SABIC beskæftiger i øjeblikket ca. 6.300 medarbejdere gennem virksomhedens europæiske aktiviteter, og virksomheden er i Danmark placeret i Birkerød.