Sandwich-støbning
Når der er brug for to eller flere forskellige materialelag i et sprøjtestøbt emne, kaldes processen for sandwich-støbning. Det giver mulighed for at kombinere forskellige plasttypers forskellige styrker.
Sandwich-støbning eller sandwich-sprøjtestøbning anvendes til produktion af geometrisk simple emner (fx plader) for at opnå specifikke produktegenskaber som fx lav vægt kombineret med høj styrke. Processen anvendes også til fremstilling af tykke emner for at opnå emner med god overfladefinish, hurtig processering og lav pris.
Selve processen foregår på samme vis som gasinjektions-støbning, men i stedet for luft indsprøjtes en anden plasttype. Først fyldes formen/værktøjet delvist med et plastmateriale og derefter sprøjtes et andet plastmateriale ind i værktøjet. Herved fås en sandwich-opbygning bestående af forskellige typer plast indeni og på overfladen.
På denne måde kan der af plastmaterialer med ringe overfladeegenskaber fremstilles emner med en overflade af høj kvalitet. Kernen kan således bestå af produktionsaffald. Det er dog et krav, at materialerne skal være kompatible, dvs. kunne hæfte/smelte sammen.
Eksempler på emner som fremstilles ved sandwich-sprøjtestøbning:
- Armlæn og sæder til stole
- Dørhåndtag
- Instrumentbræt til biler