Næste generation har genopfundet J. Krebs & Co.
Hos J. Krebs & Co. i Skævinge er der ikke langt fra idé til handling. Virksomheden er gået fra klassisk produktionsvirksomhed til innovativ samarbejdspartner for industrien og medicobranchen, og bag transformationen står en mand med fart på.

Denne artikel er også bragt i Magasinet Plastforum – nr. 34 – 25. april 2025.
– Vi skal hele tiden udvikle os. Det er sådan, vi sikrer vores plads i markedet. Ordene falder med stor selvfølgelighed fra Peter Bay, ejer og direktør i J. Krebs & Co. For ham er udvikling ikke en sideaktivitet – det er en forudsætning.
Plastvirksomheden J. Krebs & Co. har gennemgået en markant forandring de seneste år. Virksomheden, som oprindeligt blev drevet af Peter Bays far, var engang en traditionel plastproducent med fokus på drift. Men da Peter Bay gik ind i familievirksomheden, var det med en ambition om at gentænke og udvikle forretningen fra grunden.
– Vi har lavet en total turnaround. Vi har skiftet marked, investeret massivt i udvikling og bygget en organisation, der kan og vil noget andet. Vi har redefineret, hvem vi er og hvad vi som virksomhed skal kunne, siger han.
Udvikling tæt på produktionen
I dag er J. Krebs & Co. specialister i sprøjtestøbte løsninger til industri og medicomarkeder, hvor kravene til kvalitet, sporbarhed og dokumentation er tårnhøje.
Produktionen i Skævinge er stadig en grundpille, men udviklingsafdelingen er blevet et afgørende omdrejningspunkt for virksomhedens fremtid. Her samarbejder virksomheden tæt med kunderne om alt fra konceptudvikling til prototype og færdigt produkt. Og at udviklingsmiljø og produktion er samlet ét sted gør, at der er kort vej fra tanke til handling.
– Vi bliver ofte valgt til komplekse projekter, hvor løsningen skal udvikles og implementeres hurtigt – men stadig leve op til høje krav om præcision og kvalitet. Det er især i de tidlige faser, at vi kan bidrage med at omsætte idéer til fysiske prototyper, som kan testes og videreudvikles nærmest fra dag til dag, siger Peter Bay.
Vil være en del af løsningen
I den nu 45 mand store virksomhed har man ambitiøse planer for fremtiden. Produktionen skal fordobles, og der er flere nye projekter i støbeskeen – herunder et stærkt medicoprodukt, som virksomheden netop har fået godkendt.
Men kunderne efterspørger i stigende grad løsninger, hvor bæredygtighed er tænkt ind fra begyndelsen – ikke som et tillæg, men som en integreret del af produktudviklingen. Og det stiller krav til virksomheden.
– Jeg kan ikke forestille mig en fremtid, hvor bæredygtighed ikke er et centralt spørgsmål. Det er et vilkår i plastbranchen – og derfor har vi valgt at være på forkant. Vi deltager i udviklingsprojekter i samarbejde med virksomheder og universiteter, fordi vi vil være med til at finde løsningerne, ikke bare vente på dem, forklarer han.
Kompetencer i takt med tiden
Markedet bevæger sig – og det gør det nødvendigt at følge med både teknologisk og kompetencemæssigt. Peter Bay peger især på tre områder, som bliver afgørende for fremtidens plastproduktion: automatisering, bæredygtighed og 3D-print.
– Allerede i 2016 besluttede jeg, at bæredygtighed og 3D-print skulle være vores strategiske indsatsområder. Bæredygtighed, fordi det er uomgængeligt i plastbranchen – og 3D-print, fordi det giver os mulighed for at være foran i udviklingen og hurtigt omsætte idéer til fysiske prototyper. Det handler om at være en drivkraft i stedet for bare at følge med, forklarer han.
Men det kræver, at kompetencerne følger med – og derfor investerer J. Krebs & Co. ikke kun i maskiner og teknologier, men også i mennesker. Blandt andet har virksomheden taget initiativ til et kursusforløb målrettet unge og nyansatte i branchen, hvor faglighed og forståelse for plastbearbejdning går hånd i hånd.
En stærk og kompetent organisation
Når han ser tilbage, er der særligt to ting, Peter Bay er stolt af: At J. Krebs & Co. har fået godkendt sit første produkt til medicoområdet i samarbejde med en professor og en sygeplejerske fra Sjællands Universitetshospital er en reel milepæl. Men også, at virksomheden i dag står med en meget stærk og kompetent organisation.
– Vi har formået at samle et hold, der både har fagligheden og viljen til at løfte os videre. De er ekstremt dedikerede. Det gør, at vi er klar til at tage de næste skridt – både teknisk og forretningsmæssigt. Det er jeg virkelig stolt af, slutter han.
Læs mere om J. Krebs & Co.
Seneste nyheder
Aktuelt hos Plastindustrien
30. april 2025
Deltag i Plastdagen 2025
Hvordan ruster du din virksomhed til en verden præget af nye risici, skiftende spilleregler og politisk uro? På Plastdagen får du både viden, perspektiver og inspiration til at handle. Læs mere og tilmeld dig her
Læs mere

9. april 2025
Her er de nominerede til Plastprisen 2025
Hvert år uddeler Plastindustrien Plastprisen til en person, virksomhed eller et projekt, der har gjort en særlig indsats for at fremme plastens udvikling og synlighed i Danmark. Nu har juryen udvalgt de fem nominerede, som Plastindustriens medlemmer skal stemme om.
Læs mere
5. februar 2025
Stor investering skal accelerere cirkulær produktion
Med 125 millioner kroner i støtte skal danske virksomheder blive bedre til at genbruge og genanvende plast. Plastindustrien er med i indsatsen, der især skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at omstille sig til en mere bæredygtig fremtid.
Læs mere