Tre gange så mange middelklasseforbrugere i 2030

Ikke-kategoriseret

Mens væksten i Danmark og Vesten er gået stå, så buldrer økonomierne i lande som Rusland, Indien og Kina af sted. Her vokser en ny købekraftig middelklasse frem med eksplosiv fart. Plastindustriens Netværksdag satte fokus på, hvordan man får foden indenfor på dette enorme nye marked.

Del:

Af Asbjørn Lindsø, Plastindustrien

De økonomiske fremtidsudsigter ser dystre ud. Jeppe Christiansen, der er økonom og direktør i investeringsvirksomheden Maj Invest slog det fast på Plastindustriens Netværksdag: Der er samlet set ingen forventning om vækst i EU de kommende år – snarere tværtimod. Men alt imens væksten i Danmark, Europa og resten af de vestlige lande ser ud til at være gået i stå, så foregår der en nærmest eksplosiv økonomisk udvikling andre steder i verden. I dag er der globalt ca. 1,5 milliarder mennesker, der tilhører middelklassen. Den gruppe vil i 2030 være vokset med med ikke mindre end 3 milliarder mennesker til i alt 4,5 milliarder. Det viser tal fra IMF.

Det betyder, at der om under 20 år vil være tre gange så mange middelklasseforbrugere som i dag. Det er BRIK-landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina, der går forrest i udviklingen. De traditionelle økonomiske sværvægtere i G7 landene står i dag for godt 50 procent af verdensproduktionen og BRIK landene for 15 procent. Den forskel vil være udlignet i 2040, hvor to grupper af lande vil stå for ca. en tredjedel af verdens BNP hver.
 

 

Danske plastvirksomheder har gode kort på hånden

Plastindustriens årlige Netværksdag var med til at belyse det potentiale, som udviklingen udgør for danske plastvirksomheder. Chef for virksomhedsudvikling i Plastindustrien Claus Henriksen forklarer:

-Ligesom middelklassen i dag vil de nye grupper af middelklasseforbrugere også efterspørge biler, forbrugerelektronik, højt forarbejdede fødevarer, moderne boliger og andre velstandsgoder. Alt sammen områder hvor danske plastvirksomheder har meget at tilbyde – både som underleverandører og med egne produkter. Det handler altså om, hvordan vi får del i det store marked, der lige nu vokser frem.

Netværksdagen bød på indlæg fra virksomheder, der har etableret sig i eksotiske lande som Vietnam og Brasilien. Konklusionen var samstemmende, at selvom der er udfordringer, så er det bestemt muligt at komme ud og få del i vækstmarkederne. Og det er der lige nu alt for få danske virksomheder, der gør, mener Claus Henriksen:

-Danmarks eksporterer lige nu lige så meget til Holland, som vi gør til alle BRIK-landene tilsammen. Og sammenlignet med eksporten til Sverige, så eksporterer vi ca. 3 gange så meget til Sverige som til BRIK-landene. Derfor er der virkelig meget uopdyrket land for danske plastvirksomheder her, siger han.

Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME###

Produktion i Danmark – salg i Rusland

De nye markeder kan synes langt væk. Både bogstaveligt og i overført betydning. Men et land skiller sig her afgørende ud, og det er Rusland – det europæiske BRIK land:

-Der er mange fordele ved det russiske marked: En kæmpe middelklasse med høj købekraft, en veluddannet befolkning og høje vækstmål inden for fx plast-, medico- og bilindustrien. Og så er afstanden til det russiske marked kort. Det tager kun 2 en halv time i fly fra København til Moskva. Det er det samme som til fx Rom.

-Sammenlignet med andre vækstmarkeder kan Rusland derfor næsten betragtes som et nærmarked. For danske virksomheder betyder det, at der med produktion i Danmark vil være mulighed for at opdyrke et nyt russisk marked og sende produkterne fra Danmark til Rusland, siger Claus Henriksen.