Plastspecialister styrker SP Moulding i den globale konkurrence

Ikke-kategoriseret

Medarbejderne skal have mulighed for at udvikle sig og forfølge lysten til at lære mere. Ikke kun for kun for deres egen skyld, men også fordi det er en forudsætning for, at virksomheden kan klare sig i et globalt marked. Det mener fabrikschef hos SP Moulding i Stoholm, Jens Birklund Andersen. I den forbindelse spiller uddannelsen til plastspecialist en vigtig rolle, siger han.

Del:

 

Fakta:

Klik her for tilmelding til uddannelsen.

 

Har du spørgsmål, så tøv ikke med at kontakte Peter Kjærsgaard, uddannelseskonsulent på Den jydske Haandværkerskole:

Tlf.: 2180 7136

Mail: pkk@djhhadsten.dk.

 

Læs også:

                  

– Nu er jeg jo passioneret fodboldfan og med en metafor fra den verden, så prøver vi som virksomhed at gøre lidt ligesom, FC Barcelona gør som fodboldhold.

Det fortæller fabrikschef i SP Moulding i Stoholm Jens Birklund Andersen. Sprøjtestøbevirksomheden har 72 ansatte på fabrikken i den lille by mellem Skive og Viborg. Ved første øjekast sender stedet ikke lige frem tankerne i retning af hverken store fodboldstadioner eller spanske middelhavsbyer. Birklund Andersen uddyber:

– Modsat mange andre store fodboldklubber, så køber FC Barcelona ikke alle deres store spillere udefra – de udvikler dem selv. Det giver en helt særlig kultur i klubben, hvor alle spillerne føler et større ansvar og brænder for det fælles projekt. Det er det, vi også gerne vil skabe her hos os i Stoholm. En virksomhed, hvor vi tager dygtige folk ind og giver dem plads og mulighed for at udvikle sig. Til gengæld får vi medarbejdere, der tager et større ansvar for det fælles projekt og bidrager med noget ekstra til virksomheden, forklarer han.

Da Jens Birklund Andersen i sommer sendte en af sine faglærte plastmagere af sted på plastspecialistuddannelsen, så var det med udgangspunkt i den tankegang:

-Ved at uddanne en plastspecialist giver vi netop en ansat muligheden for at udvikle sig og forfølge sin egen lyst til at lære mere. Vi siger til personen: ’Vi synes, du gør det fantastisk. Vi vil gerne tilbyde dig nogle faglige muligheder’. Til gengæld får vi så både en fagligt mere kompetent og en mere motiveret medarbejder, der kan udfylde en helt ny rolle hos os, og som også kan være med til at gøre sine kolleger bedre.

Stigende krav til virksomheden – stigende krav til medarbejderne

Jens Birkelund Andersen understreger, at det ikke kun handler om tilfredse medarbejdere, når han forsøger at gøre FC Barcelona, et af verdens bedste fodboldhold, kunsten efter. Det er et spørgsmål om at sikre, at virksomheden er rentabel både på kort og langt sigt:

– Når vi uddanner en plastspecialist, så er det jo ikke kun fordi, det er rart at have glade og dygtige medarbejdere. Vi gør det,  fordi det betaler sig. Vi er nødt til at sikre, at den enkelte medarbejder tager ansvar og er med til at gøre produktionen bedre, mere smidig og mere rentabel. Ellers kan vi ikke konkurrere med virksomheder i andre lande med lavere lønninger og lavere produktionsomkostninger. På den måde styrker plastspecialistuddannelsen os i den globale konkurrence. Vi er nødt til at kunne noget andet og mere end dem.

Jørgen Guldmann er produktionschef i SP Moulding i Stoholm og han er helt på linje med fabrikschefen. Guldmann forklarer:

– I dag tjener vi som virksomhed ikke penge på bare at kunne producere et sprøjtestøbt emne. Vi skal fx også kunne dokumentere, at emnet overholder lige præcis de specifikationer, som kunden efterspørger. Det stiller jo helt konkret øgede krav til vores medarbejderes evner inden for dokumentation, og det er jo netop noget af det, de lærer på plastspecialistuddannelsen. Derfor er den type videreuddannelse helt nødvendig for os.

Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME###

Udfordrende uddannelse

SP Mouldings plastspecialistelev er den 28-årige Kenneth Allermann. Med en enkelt afstikker på tre år til en anden virksomhed, så har han været på fabrikken i Stoholm siden han var 18 år. Først som operatør, siden som plastmagerlærling og fra 2005 som faglært plastmager.

– Niveauet på plastspecialisten har helt fra starten været højt. Det har været hårdt, og mange dage har vi været i gang fra tidligt om morgenen til sent om aftenen, fortæller han om de første måneder på skolen i Hadsten.

Produktionschef Jørgen Guldmann er ikke just ked af, at uddannelsen stiller krav til eleverne – tværtimod. Guldmann siger:

– Vi er rigtig glade for, at alle eleverne – ikke kun Kenneth – virkelig føler, at de bliver udfordret rent fagligt. Det skal nemlig ikke være en uddannelse for alle. Den er helt bestemt god for mange, men ikke for alle. Den er for dem, der har vist noget særligt, ligesom Kenneth har gjort hos.  Var den for alle, så ville niveauet ikke være højt nok til, at vi som virksomhed fik nok ud af det.  

Fra bare at gøre det til at forstå mening bag

Kenneth Allermann er heller ikke selv i tvivl om, at uddannelsen er sliddet og de lange skoledage værd:

Det er fedt, når jeg så kommer hjem til virksomheden og lige så tydeligt kan se, hvad det skal bruges til, forklarer han.

-Jeg begynder at se lidt anderledes på det hele og får en bedre forståelse for, hvorfor vi gør, som vi gør. På den måde får jeg også mulighed for bedre at kunne se, hvad vi muligvis kan gøre på en lidt klogere måde.

Det er netop det Kenneth Allermanns fabrikschef sætter pris på ved plastspecialistuddannelsen. Jens Birkelund Andersen siger:

-Det giver en anden passion for det, man laver, hvis man går fra bare at gøre det hele pr. automatik til rent faktisk at forstå meningen bag. Og den passion er med til at give et engagement, som gør, at vi får mere ud af vores ansatte.

Han siger videre:

– Samtidig så kan Kenneth jo nu også, som han selv siger, nemmere være med til at udfordre os fagligt. Vi har jo nogle gange brug for, at der kommer en og stiller spørgsmålstegn ved det, vi gør. Og jo bedre en forståelse du har for området, jo nemmere får du selvfølgelig ved at stille de kvalificerede spørgsmål, der kan være med til at flytte os i den rigtige retning.

I den forbindelse spiller de udgifter, der forbundet med at undvære en medarbejder, ikke den store rolle, forklarer Birklund Andersen

– Det koster os vel sådan i runde tal omkring 50.000 kr. alt inklusive at have Kenneth af sted det her år. I den store sammenhæng, så betyder det ikke så meget. Særligt ikke i forhold til det, vi regner med at få igen på sigt, siger fabrikschefen.