EXPO-NET er mestre i net

Ikke-kategoriseret

Stiller du op til OL i både kuglestød og synkronsvømning, så vil du næppe klare dig særlig godt i nogen af disciplinerne. Det er rationalet hos EXPO-NET i Hjørring, hvor direktør Lars Klinkby med succes går efter at gøre virksomheden til de bedste inden for kun én specifik niche: ekstruderet plastnet. Strategien har gjort det muligt for EXPO-NET at beholde deres produktion i Danmark. Selvom det går godt, tør Lars Klinkby dog ikke udelukke udflytning på lang sigt. Politikerne giver nemlig industrien alt for dårlige rammebetingelser, mener han.

Del:

Af Asbjørn Lindsø, Plastindustrien

-Vi er ikke videnstunge, som man fx ser det i medicinalindustrien. I stedet har vi lige præcis de kompetencer, der gør, at vi ofte er de bedste i den disciplin, vi stiller op i – nemlig at producere ekstruderet plastnet i forskellige størrelser, i forskellige materialer til forskellige formål.

Sådan beskriver direktør hos EXPO-NET Danmark A/S Lars Klinkby sin virksomheds opskrift på succes. Han uddyber:

-Hvis du stiller op til OL i både kuglestødning og synkronsvømning, ville det nok ikke blive særlig kønt noget af det. Det er det samme med en produktionsvirksomhed af vores størrelse. Jo mere du fokuserer på din specifikke niche, og jo mere du har styr på, hvad du gaber over, jo bedre bliver du.

Og de er gode hos EXPO-NET. Virksomheden har aldrig haft røde tal på bundlinjen og er kommet ud af første halvår af 2012 med et fornuftigt overskud ud af en omsætning, der er steget godt 15 % i forhold til samme periode sidste år, der omsætningsmæssigt var rekord.

Skræddersyet til kundens behov

Plastnet er muligvis en specifik niche, men EXPO-NETs produkter har dog mange vidt forskellige anvendelser. Fra frugtemballage over læhegn til net fremstillet til spildevandsrensning. EXPO-NET har en bred vifte af standardprodukter, men fokuserer specielt på fremstilling af kundedesignede produkter, fortæller Lars Klinkby:

-Som dansk plastvirksomhed kan du ikke konkurrere på pris alene. Hvis vi kun havde et snævert produktprogram, der stod og kørte uge efter uge, var der nok nogle kinesere, der kunne gøre det billigere end os. Derfor fokuserer vi meget på at udnytte vores geografiske nærhed til kunderne til at kunne skræddersy vores produkt til kundens behov. Det har været en stor del af opskriften på vores succes.

Tredje generation

Lars Klinkby er tredje generation af familien Klinkby, der sidder for enden af bordet i EXPO-NET. Virksomheden blev grundlagt i København i 1959 af fabrikant Ejnar Klinkby med licensrettighederne til et verdenspatent for fremstilling af plastnet. Den første ekstruder blev installeret, og net til emballering af frugt var det første produkt, der så dagens lys.

Egnsudvikling ledte til, at virksomheden i 1971 flyttede til Hjørring, hvor den i dag råder over mere end 10.000 m2. I forbindelse med flytningen overtog Ejnar Klinkbys søn, John Klinkby, direktørstolen. I 1998 startede Lars Klinkby i virksomheden, og generationsskiftet er fuldt gennemført næste år.  

Læs resten af nyheden under annoncen…###REKLAME### 

 

Synlig tilstedeværende ledelse

Da Lars Klinkby kom til, havde EXPO-NET 30 ansatte. I dag er de omkring 75. Den udvikling har ikke været uden udfordringer:

– Da jeg startede i virksomheden, var min opgave at begynde fra en ende af og få styr på processerne. Ikke fordi der ikke var det på forhånd, men meget af det var jo oppe i hovedet på min far. Hvis man gerne vil vokse som virksomhed, er en stor del af det at få nogle faste procedurer og standarder, så andre end chefen har mulighed for at varetage opgaverne, fortæller Lars Klinkby.

Som en del af udviklingen er virksomheden også begyndt at arbejde målrettet med LEAN. At fastholde arbejdspladser midt i en økonomisk krise kommer i det hele taget ikke af sig selv. Det har været en kamp, der har stillet store krav til både medarbejdere og ledelse, forklarer direktøren:

 – Jeg mener, at en forudsætning for at få succes som virksomhed i dag er det, jeg kalder synlig tilstedeværende ledelse. Det skal være helt tydeligt, at ledelsen er til stede over for medarbejderne og engagerer sig i deres daglige problemer. Alt for mange virksomheder bukker under, fordi de bare lader stå til. Som leder skal man turde sætte sig for bordenden og sige ’det er mig, der har ansvaret’,  samtidig med man er villig til at tage turen ud på fabriksgulvet, kende sine medarbejdere, diskutere løsninger med dem og skubbe til dem og bede om bedre løsninger.

Klinkby uddyber:

-De bedste løsninger finder vi altid, når medarbejderne arbejder med at finde forbedringer som en naturlig del af det daglige arbejde. Det er ganske enkelt det, som har sikret arbejdspladserne her i virksomheden gennem finanskrisen.

Politikerne gør det svært

Selvom EXPO-NET altså klarer sig godt, er Lars Klinkby ikke i tvivl om, at det sagtens kunne gå meget bedre, hvis politikerne kunne give erhvervslivet bedre rammevilkår. Han lægger ikke fingrene i mellem, når han beskriver både den siddende og den tidligere regering:

-Erhvervspolitikken i Danmark over de sidste mange år har simpelthen været for ringe. Arbejdspladserne fosser ud af landet og med god grund. Vi er bare ikke konkurrencedygtige mere. Jeg er med på, at mange af lavtlønsjobbene vil forsvinde, men det er jo ikke længere kun de jobs, der forsvinder.

Han uddyber:

-Jeg kan helt grundlæggende ikke forstå, at vi stadig skal sidde og diskutere, hvordan vi skal fordele kagen, alt imens kagen bare bliver mindre og mindre. Så var det da smartere at se på, hvordan vi kan få bagt en større kage.  Som et lille land burde vi kunne være vakse og vågne og ikke drukne i en kæmpe offentlig sektor og heraf høje skatter, der tynger vores muligheder for at være konkurrencedygtige. Der synes jeg, man skulle tilgodese erhvervslivet i langt større grad, end det er tilfældet i dag.

-Det er jo medarbejderne i disse virksomheder, der skaffer pengene til landet. Jo bedre rammevilkår virksomhederne har, desto flere medarbejdere ansætter de. Det betyder, at vi flytter folk fra en overførselsindkomst og til at være nettobidragsydere til samfundet. Jeg kan ikke se, hvordan man kan være imod det. Det må vel være i alles interesse, at virksomhederne har de bedste betingelser for at konkurrere mod udlandet, siger EXPO-NET-direktøren.

Udelukker ikke udflytning på sigt

De svære betingelser at drive virksomhed under betyder også, at Lars Klinkby ikke vil udelukke muligheden for på et tidspunkt at flytte hele eller dele af EXPO-NETs produktion ud af Danmark. Det handler simpelthen om at følge med kunderne:

-Når arbejdspladserne forsvinder ud af Danmark med den hastighed, vi ser det i øjeblikket, så er det jo også et tegn på, at mange af vores kunder gør det samme. Krisen og rammebetingelserne betyder, at mange af de kunder, vi leverer til, flytter ud af landet og ud af Europa. Vi kan selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at få nye kunder, men på et tidspunkt bliver vi også tvunget til enten at acceptere, at vores forretning bliver mindre eller flytte med. Det vil være naivt ikke at holde den mulighed åben.

Tanken om at flytte EXPO-NET til et land med lavere produktionsomkostninger ligger dog ikke lige for. Som lille ejerledet virksomhed er udflytning en stor opgave at skulle løfte, mener Lars Klinkby. Derudover fremhæver direktøren også ansvaret over for sine ansatte:

-Når vores medarbejdere dagligt arbejder med at forbedre vores konkurrenceevne, er det kun rimeligt, at de til gengæld kan regne med en så god jobsikkerhed som muligt, og at ledelsen gør alt for at sikre alles fremtid i virksomheden. Jeg kan jo ikke bede dem om forbedringer den ene dag og så fyre dem den næste dag. Det holder ganske enkelt ikke. Derfor er det på tide, at politikkerne nu gør deres for at sikre, at vi bliver konkurrencedygtige igen, mener Lars Klinkby.