Milepæl for genanvendt plast

Den nye produktionslinje hos Aage Vestergaard Larsen A/S kaldet ’Pippi’, som projektet er udført på.

Et udviklingsprojekt under Miljøstyrelsen dokumenterer, at Aage Vestergaard Larsen A/S nu kan producere genanvendt plast i en kvalitet, der lever op til kravene for kosmetik- og hygiejneemballage. Resultaterne blev præsenteret på en konference i januar.

Del:

Artiklen er også bragt i Magasinet Plastforum – nr. 29 – 9. februar 2024.

Af Martin Skajaa Wøldike, kommunikationschef, Plastindustrien.

Genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S har siden 2020 medvirket i et såkaldt MUDP-projekt under Miljøstyrelsen i håb om at kunne levere genanvendt plast, der må bruges i emballager til kosmetik- og hygiejneprodukter. Udviklingsprojektet er blevet gennemført i samarbejde med Teknologisk Institut, Nopa Nordic og Schela Plast A/S. Konklusionen på projektet viser, at virksomheden i Mariager nu kan opnå en kvalitet i den genanvendte plast, som lever op til kravene for kosmetik- og hygiejneemballager.

Resultaterne fra projektet er epokegørende, siger adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S, Franz Cuculiza.

Resultaterne kan ikke undervurderes, mener adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S, Franz Cuculiza.

– Jeg vil beskrive dem som epokegørende, fordi vi nu kan bevise, at vi kan opnå den ønskede kvalitet. Det har vi ikke set før i Danmark.

Han forklarer, at MUDP-projektet blev startet op, fordi virksomheden oplevede en stor efterspørgsel fra markedet på genanvendt plast i højere kvalitet, end den vi kender fra i dag.

– Vi har taget noget husstandssorteret plast, som jo er det mest komplicerede, man kan bruge, og udviklet vores teknologier til at oprense plasten i nogle forskellige procestrin. Det er teknologien i de forskellige trin, der gør, at vi kan opnå den høje kvalitet, fortæller Franz Cuculiza.

Præsenteret på konference i januar

Resultaterne fra udviklingsprojektet blev første gang præsenteret på en konference i Industriens Hus d. 15. januar. Efterfølgende har Miljøstyrelsen publiceret projektets slutrapport på sin hjemmeside. I projektet er materialet blevet testet for grænseværdier af skadelige og uønskede stoffer, og det er disse test, der viser, at plasten har potentiale til at kunne blive brugt i kosmetik- og hygiejneemballager. Næste skridt for Aage Vestergaard Larsen er at få det genanvendte materiale sikkerhedsgodkendt. Derfor har virksomheden indgået et samarbejde med det uafhængige miljølaboratorium, Eurofins.

– Det er ved at blive sikkerhedsvurderet nu. Men ud fra de test, vi har fra vores anlæg, så forventer vi også, at det bliver godkendt. Nu kan vi gå i gang med at sælge det, og vi har allerede nogle kunder, der efterspørger det, forklarer Franz Cuculiza.

Kværnet plast fra husstandssorteret plastaffald.

Aage Vestergaard Larsen A/S producerer allerede 50 ton af det nye materiale, svarende til ca. 1 mio. flasker til kosmetik- og hygiejne. Når det er sikkerhedsvurderet og solgt på markedet, vil man producere en ny batch på 50 ton, som også skal sikkerhedsvurderes. Det sker for at være sikker på, at det overholder kravene.

Franz Cuculiza håber, at andre virksomheder også vil gå ind i at udvikle genanvendt plast i høj kvalitet.

– Vi har selv udviklet denne metode. Det kan andre selvfølgelig også gøre, men der er for nuværende ikke andre, der er klar til det. Og det tager tid. Men jeg håber da, der kommer andre til. For det bliver et stort marked, siger han.