Primo har indviet nyt innovationscenter

Primos innovationscenter blev indviet d. 7. september. På billedet ses fra venstre Taj Bernth, adm. direktør, Primo Danmark A/S, Fleming Grunnet, bestyrelsesformand, Inter Primo, Claus Tønnesen, Group CEO, Primo, Thomas Drustrup, adm. direktør, Plastindustrien

Primo har indviet et topmoderne teknologi- og innovationscenter i Tistrup nord for Varde. Det nye center skal fungere som en samlende enhed og koordinere og udbygge virksomhedens test- og udviklingsaktiviteter, som er bredt ud over otte forskellige lande.

Del:

Teknologi- og innovationscentret er placeret på Primos fabrik i Tistrup i Sydvestdanmark og vil fungere som koncernens centrum for materialeudvikling, bæredygtighed og produktionsteknologier inden for bl.a. ekstrudering, digitalisering og automatisering.

Det nye center skal danne grundlag for de bæredygtige ambitioner, som Primo gennem sit miljø- og klimaprogram Future Fit har forpligtet sig til.

Centeret vil være udstyret med specialiserede produktionslinjer, der er dedikeret til udvikling og test og råder også over egen in-house værktøjsafdeling, der er blevet kraftigt opgraderet og automatiseret i forbindelse med etablering af centret.

Primos teknologi- og innovationscenter vil have fokus på tre kerneområder

1. Produktionsteknologi: Primo vil afdække smartere produktionsteknologier og -processer, herunder øget digitalisering, automatisering, in-line processer og maskinlæring, alt dette for at forbedre kundens produkt eksempelvis hvad angår holdbarhed, energiforbrug, efterbehandling, tolerancer og time-to-market.

2. Værktøjer og design: Centret vil udvikle designs, som kan give kunder og deres kunder besparelser i tid, penge og CO2, og Primo vil kunne producere værktøjer med højere præcision og skabe innovative løsninger til endnu flere forskellige industrier.

3. Materialer: Primos team vil gennemføre udviklingsprojekter med omfatende research specielt med henblik på at optimere materialeegenskaber bl.a. med nye varianter og kombinationer, der forbedrer plastens miljøprofil.

Det nye innovations- og teknologicenter vil være udstyret med specialiserede produktionslinjer til udvikling og test.

Ambition om at bidrage til den grønne omstilling

Group CTO Allan Larsen fremhæver centret som katalysator for en proaktiv tilgang:
– Vores mål er at optimere processer og produktionsteknologier, samtidig med at vi sammen med vores kunder bidrager til den grønne omstilling. Med dette center øger vi markant vores innovationsevne i kraft af en proaktiv tilgang, hvor vi udnytter vores ekspertise inden for ekstrudering og materialevidenskab optimalt.

Han suppleres af administrerende direktør i Primo Danmark, Taj Bernth:

– Med det nye teknologi- og innovationscenter signalerer vi tydeligt vores ambition om at være industriens førende inden for innovative materialer og løsninger.

Udvidelse af Primo Lister og den danske fabrik

Etablering af koncernens teknologi- og innovationscenter kom på tegnebrættet tilbage i 2022, da Primo Danmark udvidede med 13.000 m2 i forbindelse med købet af nabobygningerne fra epsotech denmark A/S. Med opkøbet har Primo Lister, der er en enhed under Primo Danmark, fået plads til at udvide produktionen, og afdelingen er flyttet i nye lokaler, hvor det har været muligt at samle administration, produktion og lager under ét tag.

Med hovedsæde i København har Primo-koncernen salgs- og produktionsaktiviteter på 11 lokationer i Europa og Kina. Koncernen har i dag 980 medarbejdere og en omsætning på 205 mio. EUR (pr. 31.12.2022).

Virksomheden er stiftet og ejet af Grunnet-familien og har siden starten i 1959 specialiseret sig i at designe og producere kundespecifikke profilløsninger i plast. Primo Danmark er det ældste selskab i koncernen og beskæftiger ca. 185 medarbejdere.