En ekspertgruppe under EU har anbefalet et totalforbud mod brug af såkaldt gummigranulat som fyldstof på de populære kunstgræsbaner, fordi materialet af ophuggede bildæk forurener både jord og vand. I Odense er banerne tæt ved Odense Å særligt problematiske, vurderer ekspert fra DTU.
Hvis kommissionen som ventet nikker til eksperternes anbefalinger, vil over 300 kunstgræsbaner i Danmark derfor blive ulovlige, hvis gummistykkerne ikke skiftes ud med et andet og mindre skadeligt materiale inden for en overgangsperiode på seks år.
Selvom bildækkene blandt andet kan indeholde såkaldte PAH’ere (polycykliske aromatiske hydrocarboner), som blandt andet findes i udstødningsgas og skorstensrøg og kan være kræftfremkaldende, er der en meget lille sandsynlighed for, at børn og voksne kan blive syge af at spille på kunstgræsbanerne.
Bildækkene indeholder dog også en række kemikalier, som med markant større sandsynlighed er miljøskadelige, når de små stykker gummi uundgåeligt spreder sig fra banerne.
Det fortæller lektor Steffen Foss Hansen, der er ekspert i mikroplast på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).