Elektro-Isola tilslutter sig globalt klimainitiativ

Ifølge Stig Krogh Pedersen, CEO i Eletro Isola, banede Klimaklar SMV vejen for CO2-reduktioner og en klar klimastrategi. Nu skal projektet 'Klimaklar Produktionsvirksomhed' hjælpe 12.500 danske produktionsvirksomheder på samme kurs.

Elektro-Isola har tilsluttet sig det globale initiativ Science Based Targets med et ambitiøst mål om at reducere virksomhedens CO2-udledning med 50 % frem mod 2030. Det skal blandt andet ske ved at gennemføre et stort energirenoveringsprojekt for et tocifret millionbeløb.

Del:

Kompositvirksomheden Elektro-Isola i Vejle har tilsluttet sig Science Based Targets (SBTi) – en global standard – som hjælper virksomheder med at sikre, at deres klimamål lever op til Parisaftalen.

Gennem Science Based Targets initiative forpligtiger Elektro-Isola sig til at nedbringe virksomhedens egen CO2-udledning med minimum 50 % frem mod 2030 sammenlignet med niveauet i 2018.

– Som familieejet virksomhed gennem 100 år har Elektro-Isola en række grundværdier, der blandt andet er baseret på ansvarlighed, og derfor har tilslutningen til SBTi været et naturligt valg for os, siden vi første gang hørte om initiativet, fortæller CEO i Elektro-Isola, Stig Krogh Pedersen.

Han uddyber:

– Via tilslutningen til SBTi sender vi et stærkt signal om, at vi tager samfundsudviklingen alvorligt, og at vi tør opstille ambitiøse målsætninger samt stå på mål for dem.

Klimaklar SMV banede vejen

Det er ikke nyt, at Elektro-Isola har fokus på energibesparelser. I foråret 2021 deltog virksomheden i projektet Klimaklar SMV, hvor virksomheden fik hjælp til at fastlægge sit CO2-aftryk i 2018.

Elektro-Isola fik både data for den udledning, som virksomheden selv står for og den udledning, som sker i forsyningskæden – bland andet ved forarbejdning af de råvarer, som virksomheden køber.

Gennem Klimaklar SMV stiftede Elektro-Isola bekendtskab med The Science Based Targets initiative. Kort tid efter blev beslutningen om at tilslutte sig truffet.

– Vores deltagelse i projekt Klimaklar SMV har ikke kun været med til at lægge grundstenen for, at vi via kortlægning af vores CO2-udledning har kunne tilslutte os The Science Based Target initiative, men vi har også fået de rette værktøjer til fremadrettet at rapportere vores årlige udledning af CO2, som er en af forpligtelserne ved at tilslutte sig SBTi, fortæller Stig Krogh Pedersen, CEO i Elektro-Isola.

Efterfølgende har virksomheden set flere eksempler på, at flere kunder og leverandører også har opstillet mål for nedbringelse af CO2-udledning.

Energibesparelser for et tocifret millionbeløb

For at komme i mål med reduktionen har Elekro-Isola i første omgang igangsat et større energirenoveringsprojekt.

I den kommende tid vil virksomheden kaste et tocifret millionbeløb efter et nyt ventilationssystem med varmegenvinding, som kommer til at give en massiv besparelse i naturgasforbrug.

Virksomheden har fået et tilskud af Energistyrelsen på 1,8 millioner kroner til renoveringerne.