Plastic Talk: Genanvendelse af plast i en flygtningelejr – fra idé til implementering
Hvordan udvikler og implementerer man en model for genanvendelse af plastaffaldet i en flygtningelejr? Det kan du høre om den 8. juni kl. 14, hvor vi får besøg af CARE Danmark, LENDAGER og tre studerende, som har arbejdet med projektet i forbindelse med deres ingeniørstudie på DTU.
Den 8. juni klokken 14-15 inviterer vi til webinar om, hvordan man kan skabe en model for genanvendelse af plast i flygtningelejr.
Vi får besøg af initiativtageren CARE Danmark, samarbejdspartneren LENDAGER og tre ingeniørstuderende fra DTU, som løb med en PROJECT PLASTIC-pris i 2020 for deres bidrag til projektet.
CARE Danmark står bag initiativet CAMP+, som går ud på at skabe verdens første bæredygtige flygtningelejr i samarbejde med flere partnere. Projektet realiseres i Kyangwali-lejren i Uganda, hvor lejrens ressourcer skal genbruges og genanvendes – herunder plastaffaldet.
Fra plastaffald til byggematerialer
Som en del af CAMP+-projektet bliver flygtningelejrens plastaffald indsamlet, sorteret og genanvendt til produkter, som kan forbedre boligerne i lejren og sælges og anvendes lokalt. Fx hønsenet, måtter og baljer, tagplader og andre byggematerialer. Projektet betyder samtidig, at behovet for at fælde træer til byggeri reduceres.
På webinaret kan du møde:
- Jonas fra CARE Danmark, projektleder på CAMP+, som vil bl.a. fortælle om baggrunden og erfaringerne med projektet og give os en status på implementeringen i flygtningelejren.
- Morten Risom Nielsen, civilingeniør i LENDAGER, som vil fortælle om virksomhedens arbejde med at udvikle en løsningsmodel for sortering og genanvendelse af plastaffald i praksis.
- Studiegruppen fra DTU Mekanik – Daniel Lilja Frykman, Nanna Nielsen and Marlene Schmidt Pedersen – som vil fortælle om deres resultater i studieprojektet: ’Genanvendelse som forandringsskaber – upcycling af plastik i flygtningelejr’.
Marlene Schmidt Pedersen, DTU Mekanik:
Ud over en fornuftig indsamlings- og betalingsmodel, er der udviklet et koncept for sortering, rengøring og granulering af den genanvendelige plast. Det sker med brug af simple maskiner, der fremstilles som open source af en virksomhed i Holland, Precious Plastic, og som kan opereres under de primitive forhold i en flygtningelejr.
Plastic Talk er Plastindustriens webinarrække om plastmaterialer, -processer og bæredygtighed i industrien målrettet studerende på videregående uddannelseer.
Tilmelding
Tilmeld dig i formularen herunder. Du får tilsendt et link til deltagelse efter din tilmelding.