Nyt indhold til ’Realistisk om plast’-kampagnen er på trapperne

Gitte Buk Larsen, AVL A/S
Et omdrejningspunkt i kampagnen er at formidle de gode historier fra Plastindustriens medlemsvirksomheder. Her er det Gitte Buk Larsen fra Aage Vestergaard Larsen A/S, der medvirker i en ny casevideo om genanvendelse af husholdningsplast.

Over 3,5 millioner danskere har allerede stiftet bekendtskab med Plastindustriens kommunikationskampagne ’Realistisk om plast’. Nu bliver der udviklet nyt indhold til kampagnen.

Del:

Plastdebatten bliver ikke nuanceret med et snuptag.

Derfor har Plastindustrien afsat ekstra ressourcer til at videreudvikle ’Realistisk om plast’-kampagnen, som over 3,5 millioner danskere allerede er stødt på.

Tovholder på kampagnen er Plastindustriens kommunikationschef Lars Hall Bæk Farsøe.

Han fortæller:

– I første kampagneperiode er vi nået utroligt langt ud med vores budskaber om, at plast har mange nyttige egenskaber, og at branchen arbejder intensivt for eksempelvis at designe vores produkter mere bæredygtigt. Men hvis plastdebatten for alvor skal nuanceres, så kræver det et langt sejt træk. Det er årsagen til, at vi nu udvikler nyt indhold.

Fokus på plastens rolle i byggeriet og øget genanvendelse

I første omgang er det indhold særligt om temaerne plast i byggeriet og genanvendelse, der bliver tilføjet kampagnen, hvilket sker inden sommerferien.

Senere på året opgraderes kampagnens digitale dilemmaspil for at gøre det mere brugbart i undervisningssammenhæng. Derudover vil nogle af mest kritiske kommentarer på kampagnens Facebook-side blive taget under kærlig behandling.

Animation af plast i byggeriet
Isolering, kabler, rør, vinduer og døre er nogle af de mange plastprodukter, der indgår i byggerier. En ny animationsfilm skal fremhæve plastens store rolle i byggeriet for at få flere danskere til at reflektere over værdien ved plast.

Lars Hall Bæk Farsøe, kommunikationschef i Plastindustrien, uddyber:

– Med det nye kampagneindhold zoomer vi blandt andet ind på, hvor stor og vigtig en rolle plast spiller i byggeriet. Det er nok de færreste danskere, som tænker over det i dagligdagen, og det vil vi gerne lave om på. Ligesom i første kampagneperiode har vi fokus på at formidle fakta med udgangspunkt i de gode konkrete historier fra vores medlemsvirksomheder.

Han siger afslutningsvis:

– Vi har virkelig mange spændende tiltag i støbeformen, og da vi har indsamlet meget erfaring og data fra den første del af kampagnen, så har vi gode forudsætninger for få skabt en mere konstruktiv samtale om plast. Jeg håber, at branchen i lighed med tidligere vil bakke op ved fx at dele kampagnens indhold via deres digitale kanaler.

Medlemmer af Plastindustrien kan få adgang til at downloade film, animationer og grafikker fra kampagnen via den digitale indholdshub. Kontakt kommunikationschef Lars Hall Bæk Farsøe (lff@plast.dk/42332811) for at få adgang.