Ny administrerende direktør hos Plastmo A/S

Maziar Pourshams adm. direktør Plastmo

Maziar Pourshams tiltrådte den 1. marts 2021 som administrerende direktør for Ringsted-virksomheden Plastmo A/S og norske Plastmo AS.

Del:

Den 1. marts 2021 tiltrådte Maziar Pourshams som administrerende direktør for Plastmo A/S samt Plastmo AS (Norge).

Plastmo markedsfører et bredt produktsortiment inden for vandhåndtering og udemiljø, eksempelvis tagrender i alle materialer, tagløsninger, rækværk, dræn og faskiner.

Virksomhedens aktiviteter drives fra to lokationer i henholdsvis Danmark og Norge. Plastmo producerer, sælger og distribuerer sine løsninger til trælaster og byggemarkeder i Norden og Østeuropa.

Ny direktør med en bred faglig baggrund

Maziar er 45 år gammel og har en kandidatgrad som Civilingeniør fra DTU samt en HD i International handel og Afsætning fra Copenhagen Business School.

Hovedparten af sin karriere har Maziar arbejdet for Hilti, i forskellige jobfunktioner indenfor salg, marketing og ledelse.

Han har blandt andet arbejdet i Sverige og været udstationeret i Dubai og Iran, som General Manager. Senest har Maziar indgået i Hiltis danske ledergruppe i rollen som Head of Engineering and Key Account Management.

Maziar har tidligt i sin karriere arbejdet hos konsulenthuset Andersen Management, entreprenørfirmaet Skanska samt den internationale FN organisation.

Om Plastmos A/S:
Plastmo A/S er markedsleder i Danmark inden for løsninger til håndtering af regnvand i form af tagrender, dræn, faskiner og løsninger til udemiljø i form af lette tagløsninger og glasrækværk. Plastmo A/S blev stiftet i 1958. Virksomheden har hovedkontor og produktion i Ringsted og ejes af den internationale koncern ACO, som har over 4.800 medarbejdere og som er verdensledende inden for water management.