Den 30. april 2021 overtager Unika Danmark en række af Grundfos’ medarbejdere og bearbejdningsudstyr, som et led i Grundfos’ ønske om at skærpe sit strategiske fokus på kerneproduktionsteknologier.
Unika Danmark overtager bearbejdningsudstyr samt 16 medarbejdere og 6 lærlinge fra Grundfos som led i Grundfos’ ønske om at skærpe sit strategiske fokus på kerneproduktionsteknologier.
Samtidig styrkes partnerskabet mellem de to virksomheder, – et partnerskab, der er funderet i rigtig mange års tæt og konstruktivt samarbejde.
Grundfos har i årtier benyttet meget specialiserede og avancerede bearbejdningsværktøjer og kompetencer i sin produktion af såvel produktionsværktøjer som reservedele. Derfor er det også meget erfarne og kompetente medarbejdere, der nu overtages af Unika Danmark.
Øgede kompetencer og et fortsat godt partnerskab
Hos Unika Danmark ser de frem til at tilføje Grundfos’ kompetencer til deres værktøjsafdeling, både hvad angår udstyr, men ikke mindst i forhold til medarbejderne.
– Dette markerer en vigtig milepæl for Unika og det sætter en tyk streg under vores position som en af Danmarks førende virksomheder inden for værktøjsfremstilling og sprøjtestøbning i plast. Yderligere ser vi frem til at udvikle vores partnerskab med Grundfos, siger Bo Johansen, administrerende direktør hos Unika Danmark og fortsætter:
– Vi ved, at det har været afgørende for Grundfos i denne situation at sikre fortsat beskæftigelse og professionel udvikling for de berørte medarbejdere, og det kan vi tilbyde her hos Unika. Vi er lokaliseret i Ans tæt på Bjerringbro, og med den indgåede aftale ser vi store fremtidige perspektiver for både vores specielle bearbejdningsværktøjer og vores dygtige medarbejdere.
Aftalen mellem de to virksomheder træder i kraft pr. 30. april 2021 og virksomhederne samarbejder nu om at færdiggøre overdragelsen af udstyr og medarbejdere for at sikre en gnidningsfri og hensigtsmæssig proces.