Frivillige kan få hjælp til at fjerne affald fra danske strande

Plast i medierne
Del:

Affald og plastik hører ikke til på de danske strande. Alligevel kan man mange steder finde kapsler, dåser, poser, plastiklåg, dunke, cigaretskod, bøjer og fiskegarn i sandet langs kysterne. Heldigvis er der hjælp at hente i Miljø- og Fødevareministeriets strandoprydningspulje, som idag for tredje gang åbner for ansøgninger. Både offentlige myndigheder, private selskaber og almindelige borgere kan ansøge om tilskud til at fjerne plastik og andet affald fra de danske strande og kyster. Man kan få op til 500.000 kr. til skraldeposer, forplejning, leje af udstyr og lignende. – Naturen skal være natur – ikke skraldespand. Strandoprydningspuljen er en håndsrækning til de mange frivillige, som knokler med at holde strandene fri for affald – så alle andre kan nyde en tur langs kysterne i vores fantastiske natur, siger miljøminister Lea Wermelin.